Libanons indenrigsminister træder tilbage

Libanons indenrigsminister, Hassan al-Sabaa, vil træde tilbage på grund af kritik af håndteringen af urolighederne i Beirut , der kulminerede med afbrænding af det danske generalkonsulat.

Libanons indenrigsminister, Hassan al-Sabaa, vil træde tilbage. (© Scanpix)

Libanons indenrigsminister, Hassan al-Sabaa, træder tilbage oven på urolighederne i forbindelse med en stor demonstration i dag i Beirut.

Demonstrationen endte med, at det danske generalkonsulat blev brændt ned og flere ejendomme det kristne Øst-Beirut blev ødelagt. Mindst 30 blev sårede under urolighederne, og en person menes at være omkommet i flammerne.

Efter demonstrationen rejste flere kritik af regeringens tøven med at stoppe de voldsomme angreb.

- Jeg indgav min afsked til regeringen, efter kritikken var blevet rejst, sagde han efter et ekstraordinært regeringsmøde i Beirut.

Ville ikke være ansvarlig for massakre

Al-Sabaa sagde efter mødet, at han havde afvist at give sikkerhedsstyrkerne ordre til at åbne ild mod demonstranterne, fordi "jeg ikke ønskede at være ansvarlig for nogen massakre".

- Trods indgriben fra flere end 1.000 medlemmer af sikkerhedsstyrken, så var vi ude af stand til gennemtvinge ro og orden, fordi de demonstrerende, som talte flere tusinde, var så fast besluttet i deres sag, sagde han.

Kilden, der ønskede at være anonym, sagde til nyhedsbureauet Reuters, at den libanesiske regering vil offentliggøre beslutningen, når den har afsluttet et igangværende hastemøde.