Libyen beskylder Danmark for angreb

De libyske statsmedier har beskyldt Danmark for at stå bag søndagens angreb mod oberst Gaddafis hovedkvarter. Det sker med direkte reference til Muhammedkrisen.

Det libyske styre har tilsyneladende indledt en propagandaoffensiv mod Danmark.

I nat dansk tid slog oplæseren på Libyens stats-tv pludselig over i engelsk og meddelte, at søndagens angreb mod Muammar Gaddafis hovedkvarter i hovedstaden Tripoli var styret af Danmark. Det oplyser BBC i sin live-opdatering af krisen i Libyen.

Oplæseren fortsatte med at beskylde Danmark for "i årevis" at have ledet en "kampagne mod muslimer" gennem de fornærmende Muhammedtegninger.

Korstog

Forinden havde Libyens statslige nyhedsbureau Jana ifølge hjemmesiden Afrique en ligne udsendt en lignende meddelelse:

"Det forhold, at Danmark, som i årevis har gennemført en kampagne mod islam og muslimer gennem blasfemiske karikaturer af profeten Muhammed, leder bombningen, viser, at aggressionen er et korstog mod det muslimske folk, inklusiv det libyske folk, med det mål at terrorisere muslimer og udrydde islam."

De danske F16-fly har under krigen i Libyen foreløbig gennemført seks togter, og der er ikke "afleveret våben", oplyser Flyvevåbnet her til morgen til Ritzau.