Lidt for frække havfruer har fået tøj på

To statuer i Indonesien blev først påklædt og siden fjernet for at leve op til 'østlige værdier'.

De to havfruer i forlystelsesparken har fået tildækket barmene. (Foto: ADEK BERRY © Scanpix)

Må havfruer have bar overkrop? Nej, lyder det fra en indonesisk forlystelsespark, der i første omgang havde valgt at dække deres havfruestatuer til med klæder.

Senest er de to statuer blevet fjernet for 'at blive ordnet'. Det skriver Jakarta Post.

Herhjemme har Den Lille Havfrue ved Langelinie i København både oplevet at blive overhældt med rød maling, få hugget hoved og arm af og blive beklædt med en burka.

Men hverken hun eller havfruerne i Tivolis H.C. Andersen-forlystelse 'Den Flyvende Kuffert', har måtte dække barmen for at holde på anstændigheden, sådan som det er tilfældet for deres fjerne søstre i Indonesien.

I Ancol Dreamland i hovedstaden Jakarta blev to havfruestatuers bryster pludselig beklædt med gyldent stof. Og det selv om de to fantasivæsner havde stået i parken uden nogen form for tildækning de seneste 15 år.

En familievenlig park

Det var parkens egen beslutning, som hverken skyldtes tvang fra hverken religiøse ledere eller en folkestemning i Indonesien, der med anslået 255 millioner indbyggere regnes som verdens mest folkerige muslimske land, oplyser en talsmand ifølge BBC.

- Det har været ledelsens egen beslutning, og der har ikke været noget pres udefra. Vi er i gang med at omforme os selv for at blive en familievenlig forlystelsespark, siger Rika Lestari til BBC.

Til den lokale avis Kompas har Lestari ifølge The Guardian uddybet forklaringen:

- Vi er folk fra Østen, vi har en østlig kultur, så det, der var upassende, har vi nu gjort mere passende. Det er et spørgsmål om opfattelse, for vi har gjort det, der er bedst for os. Det er en god ting, så hvorfor ikke.

Mens folk i Jakarta er forundrede over påklædningen, er skaberen af havfruerne forarget.

Den kvindelige billedhugger Dolorosa Sinaga siger, at forlystelsesparken nu har taget 'kunstprodukternes skønhed' fra offentligheden.

- De har lukket for den offentlige mulighed for at nyde kunsten, siger hun til BBC.

Underligt at se tildækket kunst

I forlystelsesparken undrer de besøgende sig over beslutningen.

- Statuerne forstyrrrede os. Det er bare underligt at se kunst blive tildækket på den måde, siger en gæst, Nanda Julinda.

Hun bliver suppleret af en anden besøgende.

- Det er lige ved siden af stranden, og de er havfruer. Man ville aldrig se havfruer med den slags tøj, siger M. Taufik Ficky.

Men med den seneste udvikling er det spørgsmålet, om hvordan havfruerne ser ud, når de vender tilbage til parken.

- De er ved at blive ordnet. De var kommet meget i fokus, så nu ordner vi dem for at forbedre dem, siger Rika Lestari til Jakarta Post - uden at ville gå i detaljer med, hvad der kommer til at ske med de to havfruer.

Facebook
Twitter