Liliana Segre overlevede Auschwitz - nu får hun dagligt 200 hadbeskeder på nettet

Italiensk senator får politibeskyttelse efter dødstrusler.

Den italienske senator Liliana Segre, der har overlevet Holocaust, (Foto: Daniel dal Zennaro © Scanpix)

Liliana Segre blev som 13-årig sendt til koncentrationslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig.

I dag, 76 år senere, modtager hun flere hundrede truende beskeder, der udtrykker jødehad.

Nogle af truslerne har været så alvorlige, at 89-årige Liliana Segre, der er medlem af det italienske senat, nu får politibeskyttelse på offentlige steder.

Det oplyser sikkerhedskilder til nyhedsbureauet Reuters.

Hadbeskederne er sendt via sociale medier og kommer, efter senatoren har foreslået, at Italiens parlament skal nedsætte en komité til bekæmpelse af racisme og vold mod religiøse og etniske grupper.

Forslaget blev stemt igennem, men partierne på den italienske højrefløj, herunder det indvandrerkritiske parti Lega, undlod at støtte det.

De frygtede, at en komité mod had ville føre til for meget censur.

Komité mod had udløste sagen

Den manglende opbakning fra højrefløjen fik Liliana Segre til efter afstemningen at sige, at hun følte sig "som en martyr i senatet".

- Jeg troede, at alle i udgangspunktet ville bakke op om en komité mod had, sagde senatoren til den italienske avis La Reppublica.

Siden har Liliana Segre rapporteret om helt op til 200 hadefulde beskeder dagligt.

Den offentlige anklager i Milano har åbnet en efterforskning af truslerne mod senatoren og samtidig bedt Italiens antiterrorpoliti om hjælp, skriver BBC.

Regeringen fordømmer trusler

Flere ministre fra den italienske regering har udtrykt deres sympati med Liliana Segre.

- Det er meget alvorligt, at en kvinde, der overlevede nazismens rædsler, 74 år senere skal tvinges til at leve under beskyttelse. Tilgiv os, Liliana. Hadpolitikken vil hverken stoppe dit eller vores engagement, skriver landbrugsminister Teresa Bellanova på Twitter.

Indtil videre har den italienske højrefløj ikke reageret.

Hun har de senere år brugt en stor del af sin tid på at besøge skoler, hvor hun fortæller om jødeforfølgelsen og grusomhederne under Anden Verdenskrig.