Lille fly er styrtet ned i Sverige: Ni personer omkommet

En pilot og otte faldskærmsudspringere omkom i styrtet. Alle svenske statsborgere.

Ulykken er sket udenfor byen Umeå. (© dr)

Et mindre fly er styrtet ned lidt uden for den svenske by Umeå.

De ni personer ombord er alle omkommet, bekræfter Region Västerbotten til Dagens Nyheter. Det drejer sig om piloten og otte faldskærmsudspringere, der alle var svenske statsborgere. De pårørende er underrettet.

- Det er med stor sorg, at jeg har modtaget beskeden og det styrtede fly udenfor Umeå. Mine tanker går til de omkomne og deres pårørende i denne svære tid, lyder det fra Sveriges statsminister Stefan Löfven i en skriftlig udtalelse til nyhedsbureau TT.

Et øjenvidne fortæller til SVT, at flere personer efter sigende hoppede ud af flyet, inden det styrtede.

- Flyet styrtede ned med et højt smæld, så blev alt stille, siger øjenvidne Axel Pettersson til Aftonbladet.

Han oplyser også, at regeringen er i kontakt med de relevante myndigheder, og at de nu vil undersøge årsagen til ulykken.

Redningsaktion i gang

Flyet havarerede på Storsandskär, der er en ø cirka to kilometer fra Umeå lufthavn.

Ifølge sø- og flyredningscentralen var det faldskærmsudspringere, der var ombord på flyet, og flyet tilhørte byens faldskærmsklub.

En flyveleder skulle ifølge Expressen have slået alarm om styrtet og udsendt et SOS. Meldingen om styrtet kom klokken 14.09.

Det svenske kongehus sender også deres kondolencer til de pårørende.

- Min familie og jeg sender vores tanker til de forulykkedes familier og pårørende, skriver kong Carl Gustaf i en udtalelse.

Helikoptere og både var en del af redningsaktionen. Statens havarikommission arbejder nu på at finde ud af, hvordan ulykken kunne ske.

Umeå er en by i det nordlige Sverige med omkring 87.000 indbyggere. Byen huser et universitet med godt 37.000 studerende.

Facebook
Twitter