En femårig pige har hele sit liv boet sammen med hunde og katte i en lejlighed uden varme, vand eller kloaksystem.
Politiet i Rusland fandt for nylig pigen, som var spærret inde i en lejlighed i den østsibiriske by Tjijta, skriver Ritzau.
Opførte sig som et dyr
En erklæring fra politiet fortæller, at hun ikke kan tale russisk, og at hun opførte sig som en hund, da politiet fandt hende og tog hende med til et børnehjem.
- I fem år blev pigen "opdraget" sammen med adskillige hunde og katte og havde aldrig været udenfor. Hun var ikke vasket og havde beskidt tøj, havde klare reaktioner som dyr og sprang op ad mennesker, lyder det i erklæringen.
Mor bliver afhørt
Ifølge politiet tager psykologer sig nu af pigen på børnehjemmet, mens politiet er i gang med at afhøre hendes mor. Hendes far er ikke fundet endnu.
Politiet siger, at pigen virker som om, at hun er to år, men at hendes rigtige alder er fem.