Lisa redder ukrainske liv i Kharkivs metro: 'Nogle har ikke set sollys i uger og endda måneder'

Australske Lisa Searle arbejder for Læger uden Grænser i Ukraine. Hun fortæller her, hvad hun oplever i sit arbejde.

Australske Lisa Searle har arbejdet en måneds tid i Ukraine. Her arbejder hun i Kharkivs metro som læge. (© Læger uden grænser)

Jeg plejer ikke at arbejde steder, hvor det sådan er ligetil at arbejde. Men det her er virkelig udfordrende.

Kharkiv er en stor krigszone i øjeblikket, hvor mange bygninger er ødelagte. Der er bombardementer dag og nat. Mange af de mennesker, der er tilbage i byen, bor under jorden. Det er virkelig et forfærdeligt sted i øjeblikket.

Jeg har været i Ukraine i en måned for Læger uden Grænser, hvor jeg tog direkte til Kharkiv. Her kører vi mobile sundhedsklinikker, som Læger uden Grænser også gør, når vi befinder os i andre kriseområder.

Det, jeg elsker ved at arbejde for Læger uden Grænser, er, at vi forsøger at komme så tæt på de personer, som har brug for hjælp. Andre steder laver vi mobile klinikker i flygtningelejre eller i små landsbyer. Men i Ukraine er det meget anderledes.

På grund af de konstante angreb og bombardementer i den østlige del af landet er mange flygtede. Og dem, der ikke har kunnet flygte, tilbringer det meste af deres tid under jorden.

Flere af de cirka 30 procent af beboerne i Kharkiv, som ikke er flygtet, bor i bunkere eller i metrostationer, fordi deres huse er smadrede. Omkring 8.000 mennesker opholder sig i byens metrosystem, hvor der i alt er 30 metrostationer. Det er her, vi blandt andet arbejder.

I metroen sover de på alt fra papkasser og tæpper til simple madrasser. Flere spørger interesseret ind til, hvorfor Lisa Searle er taget hele vejen fra Australien til Ukraine. Til det svarer hun, at hun ser det som sit kald. (© PRIVATFOTO)

På en normal arbejdsdag vågner jeg typisk på perronen på en metrostation eller en undergrundbunker. Så tjekker jeg mailen for at planlægge, hvilke metrostationer vi skal besøge og får gjort vores medicinske udstyr klar.

Vi har kontakt til en masse frivillige på de forskellige stationer, som fortæller os, hvad patienterne har brug for, og hvem vi bør tilse først. Og så hjælper vi dem også med at levere rengøringsudstyr, vandfiltre og andet udstyr, de kan have brug for på stationerne.

Vi går for det meste fra station til station for at tilse patienter. Vi forsøger at minimere den tid, vi befinder os over jorden. Det er for farligt at bevæge sig deroppe, for ofte kommer der bombardementer uden varsler. Derfor går vi via metrorørene fra station til station med vores medicinske udstyr i en rygsæk, fordi alt offentlig transport alligevel er kollapset.

Vi har cirka 40 konsultationer på en dag, og vi dækker cirka tre stationer på en dag. Typisk er vi på en station om formiddagen, på en ny om eftermiddagen, og så arbejder vi cirka frem til klokken 22 på den tredje station om aftenen.

Krigen er snart i sin tredje måned, og jeg ser personer i metroen, der er skrækslagne og får panikanfald, når de overvejer at gå ud af metroen igen. Jeg møder nogle, der ikke har været oppe i uger og endda måneder.

Lægeholdet bevæger sig blandt andet rundt gennem metrorørene. Så undgår de at komme op over jorden, hvor der er risikabelt at være. (© Læger uden grænser)

Andre tager op i løbet af dagen for at få lidt sol, tage et bad eller gå en tur med deres hund, inden de kommer tilbage i metroen. Når man er oppe, ligner byen, der før krigen havde 1,6 millioner indbyggere, en spøgelsesby.

På en gennemsnitlig dag tror jeg, at jeg selv ser himlen fem minutter. Resten af tiden befinder jeg mig under jorden.

Mange hoster, og sygdomme spreder sig som steppebrande hernede i metroen. Folk får ikke sollys, dyrker ikke motion og spiser ikke godt. Der er koldt, fugtigt, og her er myg. Og så er der ingen vaskefaciliteter eller mulighed for at gå i bad. Levevilkårene er generelt virkelig hårde. Det gør det sværere for dem at komme sig, og det gør deres immunforsvar mere sårbart.

En af de grupper, der typisk bliver glemt under krigen, når sundhedsvæsnet bryder sammen, er dem, der har en kronisk sygdom. Det kan være diabetes, for højt blodtryk eller en anden kronisk sygdom, hvor det kan have alvorlige konsekvenser, hvis de ikke får deres medicin. Det er et af vores hovedformål hernede at sørge for, at de får deres behandling.

Det er de mest udsatte mennesker, som stadig er hernede. Det er fattige, ældre, handicappede, kronisk syge, stofmisbrugere og personer uden familier, som nu bor i de her uværdige forhold under jorden, fordi de ikke havde ressourcer eller mulighed for at flygte.

Lisa Searle ser her en ung patient på en af Kharkivs metrostationer. Af sikkerhedsmæssige årsager er det kun et mindre antal læger, der må befinde sig i metroen. Da dr.dk talte med Lisa Searle, befandt hun sig i byen Poltava - to timer fra Kharkiv. Her samlede hun nye forsyninger og nye kræfter, inden hun igen skal tilbage til metrostationerne. (Foto: Morten Rostrup)

Faktisk hjælper vi ikke så meget dem, der er ramt af skader efter angreb. De kommer typisk på hospitalet. Men dem med mere overfladiske skrammer, og dem, der er blevet udskrevet fra hospitalet, og som stadig har brug for hjælp, hjælper vi mere.

Situationen er virkelig hård hernede, og selvom det hele virker mørkt, er der alligevel smukke øjeblikke og håb.

Fællesskabet gror på stationerne. Dem, der er tilbage, har den indstilling, at de skal hjælpe hinanden. De tager vare på hinanden, og jeg kan se, at de har etableret venskaber, der vil vare hele livet.

Det engagement, de lokale har, er virkelig også beundringsværdigt. I går talte jeg med en kvinde, der havde været med til at give hele 7.000 personer et varmt måltid i deres hjem. Det var eksempelvis mennesker, der ikke kunne flygte fra deres hjem på grund af et handicap.

Den medfølelse, de her mennesker viser, er virkelig rørende.

Jeg har mødt vidunderlige mennesker hernede. En af dem endte med at arbejde for os.

I begyndelsen havde vi svært ved at rekruttere lokale læger, fordi mange kvalificerede læger allerede var flygtet. En aften var jeg i gang med at pakke klinikken ned og var heldig at have fået et liggeunderlag i en togvogn for natten. Så kommer der en ung mand hen til os og taler engelsk.

Han fortalte os, at han var læge. Han havde boet i metroen siden de første dage af konflikten, efter hans lejlighed var bombet. Så vi holdt et lille jobinterview, han overnattede i togvognen med os, og næste dag var han ansat.

Han er det mest vidunderlige menneske, jeg har mødt, og han har virkelig medfølelse for patienterne. Han har fortalt mig så mange gange, at vi har ændret hans liv. Han er så glad for, at han nu har mulighed for at hjælpe sin befolkning, som han ikke havde overskud til før.

Håbet pibler frem i metroen, selvom situationen ser skidt ud. Her har nogen skrevet "stop krig" på en station. (© PRIVATFOTO)

På grund af mit job arbejder jeg meget i krigszoner, og i medierne er det mest dramaet i krigen, der bliver vist. Man glemmer nogle af de mere menneskelige aspekter – som eksempelvis dem, der lever i metrostationerne.

Selv på de mørkeste steder er der håb. Selvom der sker forfærdelige ting, så sker der alligevel også noget smukt. Jeg ser folk på stationerne, der stadig kan grine. De har stadig drømme, og de har stadig håb, som de ikke ønsker at miste.

De fortjener at få mulighed for at få deres drømme opfyldt. De har ikke bedt om at sidde i den her situation, og jeg håber, at de får mulighed for at leve i fred og komme videre meget snart.