LIVE-TV Obama holder sit sidste pressemøde som amerikansk præsident

Onsdag aften holder Barack Obama sit sidste pressemøde som præsident. Fredag forlader han Det Hvide Hus, når Donald Trump bliver USAs præsident nr. 45.

Præsident Barack Obama holder sit pressemøde nummer 165 onsdag aften. Det svarer til knap to om måneden over de seneste otte år.

Det bliver hans sidste mulighed for at tale direkte til den amerikanske presse og befolkning i egenskab af præsident - før han sætter sig i helikopteren for sidste gang og flyver til Californien på ferie.

Rammen om pressemødet er The James Brady Briefing Room - pressens lokale i Det Hvide Hus.

Følg pressemødet direkte i toppen af artiklen fra kl. 20.10.

Forræder eller ej?

Det er også første gang, der bliver mulighed for at stille spørgsmål til præsidenten efter nedsættelsen af Chelsea Mannings straf - soldaten, der afsoner 35 års fængsel for lækage af dokumenter og videomateriale fra det amerikanske militær.

Strafnedsættelsen er kontroversiel, fordi mange amerikanere ser Manning som en forræder. Chelsea Manning, der var en mand ved navn Bradley, da hun blev dømt, sidder fængslet i et militærfængsel for mænd, og har forsøgt selvmord mindst to gange.

Der har været en lang række opfordringer til Obama om at benåde Manning i de seneste måneder, og Manning er bare en af mange, som Obama har benådet eller givet strafnedsættelse i sin sidste tid som præsident.

Der er tradition for, at præsidenter benytter de sidste uger til at benåde fanger i politisk højspændte sager.

Obamacare

Barack Obama vil formentlig også få en mulighed for at forholde sig til sin signatur-lovgivning Obamacare.

Sundhedsreformen er Obamas største politiske projekt - og kommende præsident Trump har lovet gentagne gange i valgkampen at rulle sundhedsreformen tilbage.

I de seneste uger har den republikanske kongres taget de første skridt til at afskaffe dele af Obamacare, men det er endnu uvist, hvordan Trump og Republikanerne vil hjælpe de millioner af amerikanere, der er i fare for at miste deres sundhedsforsikring, hvis de dropper Obamacare.

Trump

Elefanten i rummet er selvfølgelig Donald Trump. Barack Obama har været relativt forsonlig i tiden siden valget i november.

Ifølge de amerikanske medier har hans ansatte arbejdet effektivt sammen med Trumps hold for at sikre en rolig og stabil videregivelse af magten. Og både Trump og Obama har været meget forsonlige overfor hinanden efter valget.

Spørgsmålet er, om Obama vil bruge sit sidste pressemøde i præsidentembedet på at kritisere Trump. Der har været stor politisk uenighed i Washington i de seneste uger.

En stor gruppe demokratiske medlemmer af Kongressen afviser at komme til festlighederne, når Trump bliver indsat på fredag. Det skyldes bl.a. russisk indblanding i valgprocessen og Trumps venlige udtalelser om den russiske præsident Putin.

Facebook
Twitter