Nogle gange kommer vi til at stikke en hvid løgn, om hvordan vores liv har været.
George Santos har taget det til et nyt niveau.
Igennem længere tid er den republikanske politiker, der blev valgt til Repræsentanternes Hus i Kongressen ved midtvejsvalget sidste år, blevet afsløret i en stribe af løgne - eller journalistiske stramninger - om sit liv.
Og der tæller vi altså alt lige fra uddannelse til, hvorvidt han ikke har været dragqueen. Nu har Santos besluttet sig for at trække sig fra sine poster i to af udvalgene i Kongressen.
Det skriver flere amerikanske medier, deriblandt CNN.
Selvom han længe har været under pres, fastholder han, at det er hans egen beslutning.
- Ingen fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Jeg har truffet den beslutning, som jeg mener bedst tjener vælgernes interesse, sagde han til CNN efterfølgende.
Flere af Santos partifæller er enige i belsutningen, deriblandt den nyvalgte leder af Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy.
- Jeg mødtes med ham i går, og jeg synes det er en passende beslutning, at indtil alle spørgsmål er besvaret, er han ikke en del af udvalgene, siger McCarthy.
Løj om optræden som dragqueen
Ved midtvejsvalget 8. november blev han, som den første åbent homoseksuelle republikaner, valgt til Repræsentanternes Hus i Long Island, der er en ø i delstaten New York.
Men der gik ikke mange uger, inden flere medier begyndte at grave i de mange historier, Santos har fortalt om sig selv under sin valgkampagne. Og listen er lang.
Bare et udpluk: han har løjet om sin uddannelse, sine tidligere arbejdsgivere, sin løn, at han var jøde, og at hans bedsteforældre overlevede Holocaust, at han drev et velgørende dyreinternat, om finansieringen af sin valgkampagne, sin sygdomshistorik og sin straffeattest.
Han har også løjet om, at hans mor befandt sig i et af tårnene, der blev ramt af fly under terrorangrebet 11. september 2001 i New York og senere døde af kræft. Men mediet The Forward kunne dog fortælle, at moderen slet ikke havde været i USA mellem 1999 og 2003.
En af de mest opsigtsvækkende løgne var, da han kategorisk nægtede, at han under kunstnernavnet Kitara Ravache skulle have optrådt som dragqueen i Rio de Janeiro i Brasilien i 2005 og 2008.
Kort tid efter kunne den amerikanske freelancejournalist Marisa Kabas fortælle, at hun havde talt med en anden dragqueen fra dengang, der tilmed havde et billede med Santos i fuldt outfitt.
George Santos ville dog ikke indrømme, at han løj.
- Nej, jeg var ikke dragqueen i Brasilien. Jeg var ung og havde det sjovt på en festival. Sagsøg mig for at have et liv, sagde Santos til pressen, da de konfronterede ham med historien om billedet.
Flere af løgnene - deriblandt den om kampagnefinansieringen - er så alvorlige, at der inden nytår blev åbnet flere føderale efterforskninger af 34-årige Santos.
Santos fortsætter stadig som menigt medlem af Repræsentanternes Hus for Republikanerne.