Løkke: Derfor øger vi igen støtten til grøn teknologi

Danmark vil sammen med 19 andre lande og en række mangemilliardærer styrke støtten til energiteknologi.

(Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Det er ikke mere end en måned siden, at regeringen og en række folketingspartier valgte at skære i millionstøtten til ny energiteknologi.

Det skete, da bevillingen til det såkaldte EUDP-program – som blandt andet støtter forskning i, hvordan vi kan blive fri for olie og gas - blev skåret fra 385 millioner kroner i 2015 til 127 millioner kroner næste år.

Men nu har regeringen besluttet sig for at styrke programmet igen.

Det sker i forbindelse med klimatopmødet i Paris, hvor Danmark er gået sammen med 19 andre lande og milliardærer som Bill Gates om at støtte forskningen og udviklingen af grøn energi.

Helt konkret vil regeringen nu arbejde for, at der er i 2020 bliver afsat 580 millioner kroner til såkaldte ”clean energy”-initiativer.

De prioriteringer hænger dog fint sammen, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Da vi overtog regeringsmagten, overtog vi også en kasse med hul i bunden. Derfor blev vi nødt til at stramme bardunerne, siger han.

Statsministeren understreger, at Danmark ikke er alene om at øge støtten til området.

- Det er en international aktion, hvor en række lande har påtaget sig en større forpligtelse, end de før var klar til.

Og ifølge initiativet er det kun virksomheder, som kommer fra et af de 20 lande, der kan søge om at få adgang til milliarderne.

- Derfor er der også tale om erhvervsstøtte, siger Lars Løkke Rasmussen.