Løkke efter Trumps Tyskland-kritik: Han har en pointe

Gasledningen Nord Stream 2 er ikke kun et spørgsmål om forretninger, men om storpolitik, mener den danske statsminister.

Nato-topmødet i Bruxelles begyndte her til formiddag med et brag, da den amerikanske præsident, Donald Trump, indledte dagen med at revse Tyskland under et morgenmadsmøde med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Præsidenten rettede skarp kritik mod Europas største økonomi for ikke at møde Natos målsætning om at bruge to procent af BNP til forsvaret – Tyskland bruger 1,24 procent – men også for at takke ja til konstruktionen af den russiske gasledning Nord Stream 2.

Dermed gør de sig alt for afhængige af russisk energi, mener Donald Trump.

- De får så meget af deres olie og gas fra Rusland. Jeg synes, at det er noget, som Nato må se på. Jeg synes, det er meget upassende, lød det fra præsidenten, som blandt andet kaldte Tyskland for "Ruslands fange".

Den amerikanske præsident kan – trods sin tendens til ”bombastiske udmeldinger” - have en pointe, siger Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).

- Der er ingen tvivl om, at amerikanerne er bekymrede, og jeg har også selv det synspunkt, at Nord Stream 2 er andet og mere end en gasledning. Der er geopolitiske aspekter knyttet til det projekt, siger han på vej ind til topmødet i Bruxelles tidligere i dag.

- Jeg er ikke enig i alt, hvad Trump går og siger – og slet ikke måden, han siger det på – men derfor kan han jo godt i visse sammenhænge ramme noget, som jeg kan se mig selv i. Og Nord Stream 2 er en kompleks sag.

Forretninger eller geopolitik

Trumps kritik er blandt andet af, at Tyskland ved aftalen om Nord Stream 2 afgiver ”60-70 procent” af sin energiforsyning til Rusland. Det er dog ikke korrekt.

Ifølge Reuters vil 20 procent af Tysklands forsyning af olie og gas stamme fra Rusland.

Ikke desto mindre er Tysklands beslutning om at indgå aftale med Rusland om konstruktionen af Nord Stream 2 noget, der har vakt utilfredshed blandt flere EU-lande og i USA.

Mange frygter, at Tyskland gør sig afhængig af Rusland, samtidig med at det internationale samfund forsøger at holde Rusland stangen. Tyskland fastholder dog, at der er tale om en forretningsaftale.

Natos generalsekretær afviste efter mødet med Donald Trump, at gasledningen har noget med Nato at gøre. Det er et nationalt anliggende, lød det fra generalsekretæren.

Se et klip fra morgenmadsmødet her:

Med rank ryg

Trods en intens start på topmødet, er det ingen overraskelse, at den amerikanske præsident er mødt op i Bruxelles med vedholdende krav om, at samtlige Nato-lande skal nå målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvarsbudgettet.

Danmark vil med det nye forsvarsforlig kun bruge 1,3 procent. Alligevel har vi vores på det tørre, mener den danske statsminister.

- Vi har øget vores forsvarsbudget med 20 procent, vi møder målsætningen om at investere 20 procent af vores forsvarsbudget i nyt materiel. Vi øger vores bidrag til internationale operationer med 50 procent. Vi leverer. Og det gælder hele Europa, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge statsministeren er Danmark det land, der bruger femtemest målt per indbygger.

Samtidig er det et af de fem eneste lande i Nato, der når målsætningen om at bruge 0,7 procent af BNP til udviklingsbistand.

- Jeg møder ind her med rank ryg, siger Lars Løkke Rasmussen.

Europa skal "steppe up"

Han tilføjer, at han dog er enig med den amerikanske præsident i et kritikpunkt. Og det er, at de europæiske nationer skal ”steppe up”.

- Vi skal investere mere i egen sikkerhed, det er også det, der sker i de her år. Udover at landene øger deres budgetter, så er der også i regi af EU lagt op til et tættere forsvarspolitisk samarbejde. Det udfordrer det danske forsvarsforbehold, men det er godt for det transatlantiske samarbejde, siger han.

Nato-topmødet fortsætter til i morgen kl. 12.

Facebook
Twitter