Løkke i Polen: Regering truer danske virksomheder

Polske lovudkast angriber udenlandske virksomheder. Den dansk statsminister vil rejse problemet i dag.

Falck er blandt de virksomheder, som bliver presset i Polen. Lars Løkke Rasmussen besøger selskabet i dag. (Foto: martin sylvest andersen © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøger i dag Polen, hvor han skal møde danske virksomheder, som er aktive i landet.

Det er mere end et høflighedsvisit: Udenlandske virksomheder bliver presset af Polens nationalistiske regering, der overvejer at indføre love, som over en bred kam vil skade danske virksomheder.

- Der er en lov, som rammer den grønne energisektor - det kunne for eksempel være Vestas, som får problemer med at udbrede vindmøller i Polen. En anden lov rammer store supermarkedskæder som Netto. En tredje lov kan ramme Falck, der kører ambulancer i Polen, fortæller EU-korrespondent i DR Nyheder Ole Ryborg.

Regeringspartiet i Polen, Lov og Retfærdighed, gik til valg på at hjælpe "den lille mand og de små virksomheder", siger korrespondenten. De valgløfter følger man nu op med lovudkast, som tilsyneladende er designet til at gøre livet sværere for udenlandske virksomheder.

Og Lars Løkke Rasmussen er på en svær mission, når han i dag skal rejse problemet overfor sin polske kollega, Beata Szydlo.

- Indtil nu har den polske regering været ret tonedøv. Både EU og Europarådet har kritiseret Polen, og erhvervslivet har rendt regeringen på dørene. Men udadtil holder man fast i sine valgløfter, siger Ole Ryborg:

- I praksis er det det dog svært at lave de her love, så de ikke også rammer store polske virksomheder.

Eksempler på forslag til polsk lovgivning, der kan ramme danske virksomheder:

  • Vindindustrien: Lov vil forbyde vindmøller 2 kilometer fra huse eller skov - betyder i praksis, at 99 procent af al jord i Polen ikke kan have vindmøller. Samtidig skal vindmøller holde pause en uge om måneden for at blive kontrolleret. Det kan medføre, at vindmøller ikke er konkurrencedygtige. Loven vil ramme Vestas.

  • Supermarkeder: En ny skat på forretninger, som har en vis størrelse og som holder åbent i weekenden. Officielt er formålet at beskytte små polske butikker. Vil ramme for eksempel Netto, som har flere end 350 butikker i Polen.

  • Ambulancer: Polsk regering overvejer at udpege ambulancekørsel som en særlig national sikkerhedsprioritet - så udenlandske virksomheder ikke kan køre ambulancer i landet. Det vil betyde, at Falcks investeringer i Polen er spildt.

Facebook
Twitter