Løkke roser Trump efter militært angreb: Verden har brug for ham

Den amerikanske præsident sender et signal, der rækker langt ud over Damaskus, mener Løkke.

- Det er et signal til verdens despoter om, at man skal opføre sig ordentligt, og at brug af kemiske våben på alle måder er helt afskyeligt, siger statsministeren.

- Det er godt, at der er en amerikansk præsident, som sætter handling bag sine ord. Det har verdenssamfundet brug for.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) roser sin amerikanske præsidentkollega, Donald Trump, efter USA i nat udførte et missilangreb på en af Bashar al-Assads militærbaser nær den syriske by Homs. Det skete som en reaktion på, at Assad angiveligt har udført et kemisk angreb mod sin civilbefolkning i et oprørskontrolleret område i Homs-provinsen.

- Donald Trump er efter min opfattelse trådt i karakter. Jeg har hele tiden haft den forventning, at den amerikanske præsident skal påtage sig det lederskab at være den frie verdens leder. Der har været lidt tøven på den front, og derfor hilser jeg det velkomment, at vi i nat så et enkeltstående og afmålt amerikansk angreb, siger den danske statsminister.

Skulle have sat mere vilje bag

Det er første gang, at vestlige styrker angriber det syriske styre, siden konflikten for alvor brød ud i 2013. Barack Obama havde ellers opstillet nogle røde linjer, som var krav til Assad, som han skulle respektere.

Men selv om Asssad flere gange blandt andet er beskyldt for at angribe sin egen befolkning med gas, fortsatte Obama med at gå diplomatiets vej.

Og det har ikke været den rigtige beslutning, mener den danske statsminister.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at mit parti og jeg hele tiden har syntes, at man skulle have sat mere vilje bag de røde linjer. Det er der adskillige eksempler på, at jeg og andre Venstre-folk har sagt.

Lars Løkke Rasmussen mener også, at angrebet kan være med til at skræmme andre diktatorer, som overvejer at bryde 'krigens love' mod deres egen befolkning.

- Det er et klart signal til Assad, men det er også et signal, der rækker ud over Damaskus. Det er et signal til verdens despoter om, at man skal opføre sig ordentligt, og at brug af kemiske våben på alle måder er helt afskyeligt, siger han.

Facebook
Twitter