Løkke undgik Trump-fælden og får topkarakter i håndtryk

Donald Trump er berygtet for sine mærkelige håndtryk - men Løkke overlevede, mener ekspert.

Det første af to håndtryk mellem Danmarks Lars Løkke Rasmussen og USA's Donald Trump. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Der har været gode argumenter for at holde øje med mødet mellem den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, og den amerikanske præsident, Donald Trump, her til aften.

Mødet er det første af slagsen mellem de to.

USA er Danmarks tredjestørste eksportmarked, og det er en vigtig handelspartner.

USA er også verdens førende militærmagt, og Danmark er en nær allieret i kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat.

Og så den fjerde årsag, der for mange er den mest underholdende – håndtrykket.

For uanset, hvad man måtte mene om Donald Trump, hans politik og hans person, så er han berømt og berygtet for en serie af mærkværdige håndtryk.

Lige fra det 19 sekunder lange med Japans premierminister, Shinzo Abe, det hårde og pludselige ryk, som 49-årige Neil Gorsuch fik, da han blev nomineret til ny højesteretsdommer, eller den tyske kansler, Angela Merkel, der slet og ret blev nægtet et.

Så hvordan kategoriserer man så Lars Løkke Rasmussens og Donald Trumps håndtryk? Vi har spurgt ekspert i kropssprog og tidligere gidselforhandler Michael Sjøberg fra Human Advisor. Han gav tidligere i dag på dr.dk Lars Løkke Rasmussen et par gode råd til, hvordan håndtrykket skulle skæres, og måske statsministeren har kigget med.

- Jeg ved ikke, om han har læst dr.dk tidligere, men det ser jo rigtig godt ud, siger Michael Sjøberg.

- Lars Løkke går helt hen til Donald Trump, og han gør det meget fint med siden til. Man kan nemlig sagtens gå helt tæt på med siden til uden at være konfrontatorisk. Han gør det stille og roligt og afventer situationen, og dermed undgår han at blive halet ind, som vi har set med andre, siger Michael Sjøberg om det første håndtryk, da statsministeren ankommer.

Se håndtrykket her

Lægger noget klask i det

Også det andet håndtryk, det siddende af slagsen, hvor blandt andet Japans Shinzo Abe blev fanget, gik flot.

- Det er sgu noget nær topkarakter til statsministeren, siger Michael Sjøberg.

- Det er en besværlig situation, idet de sidder lidt langt fra hinanden. Men Løkke henvender sig, og han tør godt at læne sig helt hen og lægge hånden på Trump.

Efter et par venlige udvekslinger, blev det hurtigt tid til håndtrykket, og Donald Trump indledte med at stikke hånden frem.

- Lars Løkke gør det til en jovial og venskabelig hilsen, og han lægger faktisk noget klask i det. Der ligger en stemning i det, og det giver en god dynamik, siger kropssprogseksperten.

Men samtidig var det også en selvsikker håndtering på udebane.

- Lars Løkke bruger meget plads, men ikke på en dominerende måde. Han gør en halvstor armbevægelse, og han får udnyttet det godt. Især når man ser, hvordan det er gået andre statsledere.

Og det er ganske vigtigt, lyder det videre.

- Vores statsminister er med til at definere, hvad det er for en situation. Det giver ham muligheden for at bestemme, at det ikke alene bliver et formelt håndtryk, men også et venskabeligt et. Det er en super fin håndtering, når man er hjemme ved den amerikanske præsident, der jo bestemmer – og som godt kan lide at bestemme, siger Michael Sjøberg.

Se håndtrykket med klask i her

Læs en længere analyse af Donald Trumps håndtryksstil her.

Herunder kan du se nogle af Trumps tidligere håndtryk:

Justin Trudeau, Canadas premierminister

Justin Trudeau bruger sin venstre hånd til at holde fast ved Donald Trumps skulder.

Shinzo Abe, Japans premierminister

Håndtrykket gik viralt, da det var usædvanligt langt.

Theresa May, Storbritanniens premierminister

Under den britiske premierministers besøg i Det Hvide Hus tog Donald Trump Theresa May i hånden, da de kom gående forbi kameraerne.

Angela Merkel, Tysklands kansler

Selv om flere journalister efterlyste et håndtryk, blev kansleren snydt for et.

Neil Gorsuch, højesteretsdommer

Et hurtigt og hårdt ryk gjorde håndtrykket specielt.

Facebook
Twitter