Løsladelse af kristen blasfemidømt kvinde udløser store demonstrationer i Pakistan

Udenrigsministeriet advarer danskere i Pakistan om demonstrationer. Rådet er at holde sig væk.

Mohammad Faisal, talsmand for Pakistans udenrigsminister forsikrer journalister i islamabad om, at Asia Bibi stadig befinnder sig i Pakistan. Foto EPA/STR (Foto: Str © Scanpix)

Den kristne, pakistanske kvinde Asia Bibi, som er løsladt efter otte års fængsel, efter at landets højesteret benådede hende i sidste uge, befinder sig stadig i Pakistan - på et sikkert sted.

Det oplyser de pakistanske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AP. Samtidig afviser Muhammad Faisal, som er talsmand for udenrigsministeren, forlydender om, at Bibi skulle være rejst ud af landet.

- Hun er i Pakistan, siger Faisal ifølge Reuters.

Bibi blev i 2010 idømt en dødsstraf for at fornærme Islams profet Muhammed.

95 procent af Pakistans befolkning er muslimer, og landet har en af verdens skrappeste blasfemilove.

Udenrigsministeriet advarer danskere i Pakistan

Nu har nyheden om Asia Bibis løsladelse natten til i dag sat gang i nye, store demonstrationer i de store byer.

Det får Udenrigsministeriet til at råde danskere til at holde sig på afstand, da de kan udvikle sig voldeligt.

Pakistanske demonstranter brænder et billede af Aasia Bibi i byen Hyderabad i Pakistan. Radikale islamister har krævet, at hun bliver offentligt henrettet (AP Foto/Pervez Masih ) (Foto: Pervez Masih © Scanpix)

Når den pakistanske regering gør så meget ud af at understrege, at Asia Bibi stadig er i landet, skyldes det den aftale, den indgik med det islamiske oppositionsparti Tehreek-e-Labaik, TLP, i sidste uge efter højesteretsdommen, forklarer konsulent ved Forsvarsakademiet David Vestenskov, som er specialist i blandt andet Pakistan og netop er vendt hjem fra landet.

Aftalen gik ud på, at partiet TLP skulle stoppe med at opfordre til demonstrationer, mod at regeringen til gengæld ville sikre, at hendes sag blev genoptaget og vurderet på ny, selvom den er afgjort af højesteret, landets højeste retsinstans.

Det kræver, at hun bliver i landet, hvor det ifølge hendes advokat er umuligt for hende og hendes mand og fem børn at leve uden frygt for angreb. Selv forlod advokaten landet i sidste uge.

Regeringen køber sig tid

- Aftalen giver regeringen betænkningstid. Man kan godt spekulere i, at det enkleste for regeringen ville være, hvis hun forsvandt fra Pakistan, og så kunne blive dømt in absentia ved en religiøs domstol.

Men det er ikke en mulighed uden at bryde aftalen med TLP, siger David Vestenskov.

Facebook
Twitter