Løkke om Brexit-aftale: Godt med en fredelig skilsmisse - men bedre at undgå dem

Brexit-aftalen kan give tryghed til danskere i Storbritannien, siger Løkke.

Det er positivt, at der er fundet en brexitaftale mellem EU og Storbritannien, men det er på en trist baggrund.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter et topmøde om brexit i Bruxelles. Blandt det positive er, at det kan give lidt ro til danskere i Storbritannien og omvendt.

- Det er lidt en trist dag. Det er godt med en fredelig skilsmisse, men det er bedre at undgå en skilsmisse.

- Men det er godt, at vi har fundet en løsning, så det kan ske på en ordentlig måde, som kan skabe tryghed for danskere i Storbritannien og briter i Danmark, siger statsministeren.

En "stærk og solid" aftale

EU's stats- og regeringschefer har søndag godkendt papirerne for Storbritanniens skilsmisse med EU. De to dokumenter, der tilsammen udgør brexitaftalen, er udtrædelsesaftalen og den politiske erklæring.

Lars Løkke Rasmussen kalder aftalen for "stærk og solid". Han er dog opmærksom på, at et ordnet farvel til Storbritannien endnu ikke er helt i hus.

Aftalen skal godkendes i både det britiske parlament og i Europa-Parlamentet, før den kan træde i kraft. Og Storbritanniens premierminister, Theresa May, ser ud til at have en svær kamp foran sig i forhold til at få aftalen stemt igennem.

Derfor vil Danmark også fortsætte sine forberedelser på et brexit uden en aftale, et såkaldt hårdt brexit.

- Aftalen er ikke i hus, før den er i hus. I dag er en vigtig trædesten. Det er et vigtigt skridt på vejen mod en aftale, men den er der jo ikke, før den er godkendt i det britiske underhus og i Europa-Parlamentet.

- Det sidste, tror jeg ikke, bliver svært, siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren uddeler både roser til EU's og Storbritanniens forhandlere for at nå frem til en aftale.

Den er ikke så stærk på fiskeriområdet, som man fra dansk side gerne havde set. Men ifølge Lars Løkke Rasmussen giver den et godt afsæt til de videre forhandlinger på området.

/ritzau/

Facebook
Twitter