London: Terrorofre mindes i stilhed og med officielt fremmøde

En 28-årig mand gik fredag til angreb med kniv i det centrale London. Angrebet betragtes som terror.

Londons borgmester, Sadiq Khan, premierminister Boris Johnson og Labours Jeremy Corbyn var mødt op ved dagens mindehøjtidelighed. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)

En ung mand og kvinde blev dræbt, og flere blev såret under det, der nu kaldes 'London Bridge-angrebet'.

I dag er de blevet mindet på officiel vis ved en større ceremoni i det centrale London.

Både kendte og ukendte briter var mødt op for i stilhed at sende kærlige tanker til ofrene og deres pårørende.

Søndag fandt en kirkelig ceremoni sted. I dag foregik mindeceremonien under åben himmel med et par taler og ellers bare stilhed.

Blandt de fremmødte var blandt andre premierminister Boris Johnson, Labours Jeremy Corbyn og Londons borgmester, Sadiq Khan.

  • Mange briter har brugt deres mandag i stilhed for at mindes de to mennesker, der fredag mistede livet i et terrorangreb nær London Bridge. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)
  • Flere politifolk var også mødt op til mindehøjtideligheden. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)
  • Londons borgmester, Sadiq Khan, talte ved arrangementet. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)
  • Det meste af dagens mindehøjtidelighed foregik i stilhed. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)
1 / 4

På London Bridge, hvor angrebet sluttede, har flere også sat hilsner op, der udtrykker sympati med ofrene.

Angrebet fandt sted lige her på London Bridge. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)

Gerningsmand skudt af politiet

Knivoverfaldet fandt sted fredag eftermiddag.

Kort tid efter gerningsmanden udførte det, overmandede flere personer ham, inden politiet skød ham på klos hold.

Han var en 28-årig mand ved navn Usman Khan.

Alt tyder ifølge britisk politi på, at den afdøde gerningsmand var alene om angrebet.

Ifølge Usman Khans advokat havde han forsøgt at få hjælp af de britiske myndigheder til at blive afradikaliseret.

- I fængslet begyndte han at indse, at hans islamiske tænkning ikke var korrekt; det accepterede han. Han kritiserede al-Qaeda-ideologien og voldelig ekstremisme. Han anerkendte, at hans islamiske forståelse var ufuldstændig, siger advokat Vajahat Sharif.

Den 28-årige Usman Khan var løsladt med fodlænke, da han begik fredagens knivangreb i det centrale London.

Indtil for et år siden sad han fængslet for at have været med til at planlægge et islamistisk motiveret terrorangreb mod børsen i London. Han skulle også have lagt planer om at etablere en terroristtræningslejr i Pakistan.

Men under sin otte år lange fængsling tog han afstand fra den islamistiske ekstremisme.

Islamisk Stat har taget ansvaret for angrebet, men har ikke fremført beviser.