'L'Oréal hjalp til': Milliarddonationer til Notre Dame vækker vrede i Frankrig

Hvorfor hjælper milliardærerne ikke med at løse de sociale problemer, spørger franskmændene sig selv.

Over 7,5 milliarder kroner er på få døgn samlet ind til genopbygningen af Notre Dame, som brændte delvis ned mandag aften. (Foto: Stephane De Sakutin © AFP or licensors)

I Frankrig strømmer pengene fortsat ind til genopbygningen af Notre Dame.

Over 7,5 milliarder kroner er i skrivende stund samlet ind til den delvis nedbrændte katedral - godt hjulpet på vej af flere af Frankrigs rigeste familieimperier.

Landet er stadig ramt af en form for landesorg, men samtidig raser en heftig debat franskmændene imellem.

For kan det virkelig være rigtigt, at nogle franske familier kan hive milliarder af kroner op af lommen til katedralen, mens 8,8 millioner franskmænd lever under fattigdomsgrænsen?

Nej, mener et stigende antal franskmænd.

Det fortæller Stéphanie Surruge, DR's internationale korrespondent, som selv har bopæl i Paris.

- Det er ikke en kritik af genopbygningen, men en debat om, at det er blevet utrolig tydeligt for alle franskmænd - uanset om de går i jakkesæt eller i gule veste - hvor ulige økonomien er i Frankrig.

Kampen om skatten

Milliarddonationerne begyndte at rulle ind, allerede før de sidste gløder var slukket i den ikoniske katedral.

Tirsdag morgen annoncerede François-Henri Pinault, som er direktør for imperiet Kerning, der ejer flere store modehuse, at Pinault-familien donerede 100 millioner euro (745 millioner kroner ).

Kort efter meldte Pinault-familiens største konkurrent i Frankrig, Arnault-familien, som blandt andet ejer Louis Vuitton, at de ville donere hele 200 millioner euro (1.5 milliarder kroner).

Samme beløb er blevet doneret af Bettencourt Schueller-familien, der ejer L'Oréal.

Francois-Henri Pinault (til venstre) og Bernard Arnault (til højre) er to af Frankrigs rigeste mænd. Begge deres formuer er tjent på mode-imperier. (Foto: Eric Piermont © AFP or licensors)

Netop de største familieimperier har stået forrest i kampen for at sænke skatten for virksomheder og beskatningen af formuer.

Bernard Arnault truede endda med at søge belgisk statsborgerskab i protest mod præsident Francois Hollandes planer om at beskatte landets rigeste.

Debatten tog for alvor fart, da én af Pinault-familiens rådgivere på Twitter opfordrede Macron til at sætte skattefradraget på donationer op fra 60 til 90 procent.

- De her virksomheder gør, hvad de kan, for at betale så lidt i skat som muligt. Det bliver opfattet som ekstremt asocialt, når der er så stor en krise i Frankrig, siger Stéphanie Surrugue og konstaterer:

- Kernen i debatten er, at det viser nogle strukturelle problemer i samfundet.

Solidaritet er også en skat

Donationerne har især fået protestgruppen De Gule Veste op af stolene, fortæller korrespondenten. Et af gruppens centrale krav til Emmanuel Macron er nemlig, at han skal genindføre den formueskat, som han afskaffede, da han blev præsident.

- De Gule Veste har i snart et halvt år fået at vide, at der ikke er nogen penge. Nu viser det sig så, at der er penge - der er faktisk rigtig mange penge. De ligger bare i nogle dybe lommer, der tilhører nogle enkelte franske virksomheder og familier.

Samtidig daler støtten til Frankrigs velgørenhedsorganisationer, skriver avisen Le Monde.

- Selvfølgelig er generøsiteten til at genopbygge Notre Dame legitim, det er en national skat, men vi ville gerne have det samme momentum til også at nå de fattigste mennesker. Solidaritet er en anden national skat, siger Florent Gueguen, der er direktør for FAS, der er paraplyorganisationen for 800 af Frankrigs velgørenhedsorganisationer, til samme avis.

Debatten udspiller sig især på de sociale medier. Den franske forfatter Ollivier Pourriol har opsummeret diskussionen i et tweet, der er blevet delt mere end 19.000 gange.

- Victor Hugo siger tak til de generøse donorer, som vil være med til at redde Paris' Notre Dame, og foreslår dem at gøre det samme med Les Misérables (de elendige, red.), skriver han ironisk med henvisning til to værker af den franske forfatter Victor Hugo.

'L'Oréal hjalp til'

I snart et halvt år har De gule veste demonstreret for større økonomisk lighed hver lørdag.

Stéphanie Surrugue forudser, at debatten om milliarddonationer vil fylde meget i demonstrationen på lørdag.

- Der kommer vi helt sikker til at se, at de pointerer, at der er familier, der kan hive milliarder op af lommen, men ikke har følt sig kaldet til at tage et anvar for at løse de sociale konflikter, siger hun.

Det går sjældent stille for sig, når De Gule Veste demonstrerer - her i Toulouse. (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Scanpix)

Mange mistænker familierne for kun at donere til Notre Dame for at få god markedsføring.

- Det vækker vrede, og der er folk, der tænker, at de bidrager kun, så de kan få en guldplakette sat op i Notre Dame, hvor der står 'L'Oréal hjalp til'.

Noget tyder på, at debatten har givet stof til eftertanke hos milliardærerne. Både Pinault-familien og Arnault-familien har nemlig erklæret, at de ikke vil gøre brug af skattefradraget på 60 procent.

Facebook
Twitter