Lovforslag om fri abort stemt ned i USA's senat

Forslaget blev fremsat for at foregribe en ventet afgørelse fra Højesteret, som vil gøre det muligt for de enkelte stater at blokere muligheden for abort.

Før afstemningen marcherede flere end 20 demokrater, fortrinsvis kvinder, fra Repræsentanternes Hus til Senatet, mens de råbte "Min krop, min beslutning". (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

Et demokratisk lovforslag, der skulle sikre retten til abort i hele USA, er faldet i det amerikanske senat, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forslaget ville flytte spørgsmålet om abort ind under den føderale lovgivning. Dermed ville Demokraterne sikre adgang til fri abort i hele landet.

Forslaget blev fremsat for at foregribe en ventet afgørelse fra Højesteret, som vil gøre det muligt for de enkelte stater at blokere muligheden for abort.

Det var på forhånd ventet, at forslaget ville falde på grund af stor republikansk modstand.

Lovforslaget ville kræve mindst 60 stemmer for at komme videre fra Senatet, hvor Republikanerne sidder på 50 af de 100 pladser.

Derfor blev det også mere set som en demonstration fra Demokraternes side, forud for en ventet afgørelse fra Højesteret, som gør op med den næsten 50 år gamle dom Roe V. Wade, der har sikret, at de enkelte stater ikke kunne forbyde aborter.

Demokratiske kvinder marcherede for retten til abort

Før afstemningen marcherede flere end 20 demokrater, fortrinsvis kvinder, fra Repræsentanternes Hus til Senatet, mens de råbte "Min krop, min beslutning".

Selv om det var tydeligt på forhånd, at lovforslaget ikke ville passere igennem Senatet, er det mange demokratiske kandidaters håb, at forslaget vil give dem medvind til midtvejsvalgene 8. november.

Målinger viser, at et stort flertal blandt vælgerne er tilhængere af, at Roe v. Wade fortsat er styrepinden i abortspørgsmålet.

Den demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer, sagde i sin tale forud for fremsættelsen af lovforslaget onsdag:

- Spørgsmålet er enkelt: Kvinders rettigheder står overfor den største trussel i et halvt århundrede. Vil dette kammer (Senatet, red.) bryde ind og beskytte deres ret til at bestemme selv?

- Eller skal fem ikkevalgte jurister fjerne en fundamental rettighed fra millioner af kvinder i dette land?, sagde Schumer med henvisning til de fem Højesteretsdommere, der ventes at ville forkaste hensynet til Roe v. Wade-afgørelsen.

/ritzau/Reuters