Luciena føder andres børn: 'Jeg er ikke født ind i en rig familie, så det her er det hurtigste'

Hundredvis af babyer kan ikke blive afhentet på grund af Ukraines lukkede grænser.

Luciena Zajats har været rugemor for et amerikansk par. Pengene skal hun bruge på at give sin datter en bedre tilværelse. (Foto: DR Nyheder)

Ukraine er et af Europas fattigste lande, og det har medført en omfattende rugemor-industri. Ukrainske kvinder kan tjene, hvad der svarer til flere års indtægt, hvis de gennemfører en graviditet for barnløse par fra udlandet.

Det fortæller Luciena Zajats i hovedstaden Kiev til DR Nyheder. Hun fødte den 5. maj en dreng for et par fra USA – og tjente 100.000 kroner på at være rugemor.

- Da jeg ikke er født ind i en rig familie, så er det her den hurtigste og mest effektive vej, jeg kan se, siger Luciena Zajats.

- Du er nødt til at sige til dig selv, at det er et fremmed barn. Du gør det her for dine egne børns fremtid. Sådan er det nødt til at være, siger hun.

Luciena Zajtas (foto: DR Nyheder)

Luciena Zajats er enlig mor, og pengene skal bruges til at skabe en bedre fremtid for hende og hendes fireårige datter, Anastasia.

- Jeg får ikke hjælp fra nogen. Der er ikke nogen, der hjælper mig. Selv når jeg arbejder og tjener 10.000 hryvna (hvad der svarer til 2.500 danske kroner, red.) om måneden, så er det ikke meget med ét barn. Og jeg skal jo betale for undervisning, mad og tøj.

- Jeg kiggede på flere agenturer, klinikker, priser, anmeldelser. I to år undersøgte jeg markedet, så det var ikke en spontan beslutning. Hvis man bare kaster sig ud i det uden at være klar, så bliver det psykisk meget hårdt at komme igennem, siger hun.

En rugemor er en kvinde, der bliver gravid og føder et barn til andre. Enten med sine egne æg eller med æg fra en anden kvinde, så hun ikke er biologisk beslægtet med barnet. Sæden kommer fra den mand, der skal være far til barnet, eller fra en donor.

Masser af spædbørn kan ikke blive afhentet

I Ukraine venter flere hundrede rugebørn lige nu på at blive afhentet af deres biologiske forældre. Mange må nemlig ikke rejse til landet, da de ukrainske grænser er lukkede som følge af udbruddet af Covid-19.

Og antallet af rugebørn, der venter på at blive hentet, vil kun vokse, advarer den ukrainske kommissær for menneskerettigheder, Lyudmyla Denisova, der er tidligere beskæftigelses- og socialminister.

- Hvis karantænen i Ukraine bliver forlænget, taler vi ikke om hundreder, men om tusinder af babyer. Derfor er vi nødt til at finde en løsning, så forældre kan komme til landet for at hente deres børn og tage dem med til det sted, hvor de skal vokse op, sagde Denisova i midten af maj til nyhedsbureauet AP, hvor hun opfordrede myndighederne til at finde en løsning.

Luciena Zajtas dreng er blevet afhentet af det amerikanske par.

Ukraine er et af de få lande i verden, der tillader surrogati, altså at rugemødre eller såkaldte graviditetsværter kan tilbyde at føde et barn til udenlandske par. Det koster typisk 3-400.000 kroner for et udenlandsk par at få et rugebarn.

Ud over betaling til rugemoderen går pengene til det firma, der formidler kontakten mellem rugemor og barnløse.

Video med spædbørn på Youtube

Mange uafhentede spædbørn ligger lige nu på Venice Hotel i Kiev, der er ejet af BioTexCom, det største surrogati-firma i Ukraine.

30. april lagde BioTexCom en video på Youtube, hvor man kan se rækker af babysenge med spædbørn, der græder i kor.

- Vi udsendte videoen for at forsikre forældrene om, at deres babyer har det godt, men også for at få forældrene til at kontakte deres respektive myndigheder, forklarer firmaets advokat Denis Herman.

Siden videoen er antallet af babyer på hotellet kun vokset, og der er nu flere end 70, fortæller ledende manager hos BioTexCom Oleg Tutelja til DR.

Firmaet har indtil videre arranget flere end 10.000 fødsler. De fleste biologiske forældre kommer fra Kina. Omkring 300 par er kommet fra Danmark, vurderer Oleg Tutelja.

Ifølge ledende manager hos BioTexCom Oleg Tutelja har virksomheden hjulpet mere end 10.000 børn til verden. (© dr)

Mange forældre er frusterede over, at de ikke kan hente deres børn, forklarer Oleg Tutelja.

- Vi havde tilmed et rumænsk par, der ville leje en helikopter, siger han.

En rugemor hos BioTexCom skal være over 18 år, psykologtestes og have født et barn, inden hun bliver rugemor. For rugemødrene er det primært et arbejde at være gravid med andres børn, forklarer Oleg Tutelja.

- De vil først og fremmest gerne hjælpe deres egen familie. Tjene penge, så børnene kan komme i skole. Mange mødre drømmer om at kunne købe en lejlighed eller et hus. Nogle af rugemødrene kommer jo i bil til os anden gang.

Flere lande har nu hjulpet deres statsborgere med at komme til Ukraine. Flere forældrepar er dog blevet forenet med deres børn og sidder nu i karantæne på hotellet i Kiev.

- Vi har forældre, der er mellem 50 og 55 år, der har ventet på et barn i 20 år. De har nu fået denne mulighed, og jeg tror godt, at de kan vente endnu en måned, siger ejeren af BioTexCom, Albert Tochilovsky, til nyhedsbureauet AFP.

Ukraines kommissær for menneskerettigheder i Ukraine, Lyudmyla Denisova, og landets børneombudsmand, Nikolai Kuleba, der er udpeget af præsidenten, vil have rugemor-industrien gjort forbudt.

Se mere om Ukraines rugemødre og de uafhentede børn i Horisont. Det er i aften klokken 21.25 på DRTV og DR1.