Tema Krigen i Syrien

Luftangreb afskærer hjælp til syrerne

Færre konvojer med nødhjælp kan køre ud til de dele af Syrien, hvor civile har brug for hjælp, siger FN-chef.

De russiske luftangreb har været med til at gøre nødhjælpsorganisationernes forsyningsruter mere risikable. (Foto: ho © Scanpix)

De seneste ugers forværring af volden i Syrien har gjort det vanskeligere for hjælpeorganisationer at komme rundt i landet med hjælp til de millioner af syrere, der har brug for det.

Det siger chefen for FN's humanitære anliggender, Stephen O'Brien.

Kampene er taget til i styrke, efter Rusland i slutningen af september begyndte at bombe militante mål fra luften. I forvejen har kampfly fra en amerikanskledet koalition foretaget luftangreb i Syrien i over et år.

- Det øgede antal luftangreb, uanset hvem der står bag, gør forsyningsruterne mere risikable, siger Stephen O'Brien.

- Det har betydet, at vi ikke har været i stand til at sende så mange konvojer ud med forsyninger til folk, der har brug for dem.

I alt har 12 millioner syrere desperat brug for humanitær hjælp, siger FN.

O'Brien siger, at FN fortsat arbejder på at finde ud af, hvordan konvojerne med nødhjælp kan komme ud til de civile, der har mest brug for det.

- Vi er altid klar til at sende vores konvojer af sted, hvis vi kan få en korridor eller sikker passage eller klarhed for, at de kan komme igennem, siger han.

/ritzau/AFP