Lufthansa: Vi har stadig tillid til vores piloter

Piloten, som fik Germanwings-flyet til at styrte ned, var ifølge Lufthansa 'fit'.

Lufthansa-direktøren Carsten Spohr mødte torsdag pressen. (Foto: ROBERTO PFEIL © Scanpix)

Germanwings-flystyrtet, som kostede 150 personer livet, har taget 'en tragisk drejning'.

Det er meldingen fra Lufthansas administrerende direktør, Carsten Spohr, efter det er kommet frem, at flyets 28-årige andenpilot med overlæg styrtede flyet ind i en bjergvæg i Sydfrankrig.

Lydoptagelser fra flyets sorte boks har afsløret, at Germanwings-piloten nægtede at åbne cockpit-døren for flyets kaptajn, som kort forinden havde forladt cockpittet.

Ifølge den franske statsadvokat ønskede andenpiloten at 'ødelægge flyet', og de oplysninger er efter alt at dømme sande, sagde Carsten Spohr under et pressemøde i Köln torsdag eftermiddag.

- Det efterlader os uden ord, sagde han.

Fit til at flyve

Under pressemødet kom det frem, at andenpiloten havde arbejdet for Germanwings siden 2013.

Carsten Spohr fortalte dog, at den 28-årige pilot havde taget en pause under sin uddannelse for seks år siden, men at han 'var fit' til at flyve.

- Han var 100 procent flyvedygtig, og hans flyvermæssige præstationer var upåklagelige, sagde Carsten Spohr.

Tillid til piloterne

Lufthansa-direktøren understregede samtidig, at det tyske selskab fortsat har tillid til sine piloter.

- I et selskab som vores, hvor vi er så stolte af vores udvælgelse og hele processen, er det et endnu større chok. Vi kan kun spekulere i andenpilotens motivation, sagde han og fortsatte:

- I den forbindelse må jeg sige, at dette er den mest forfærdelige hændelse for vores virksomhed, og vi har stor tillid til vores piloter.

I kontakt med myndighederne

Carsten Spohr understregede også, at han fortsat har fuld tillid til udvælgelsesproceduren i Lufthansa.

Trods det vil Lufthansa nu undersøge, om der er noget i proceduren, som skal ændres.

- Selv om denne sag er forfærdelig og chokerende, tvivler jeg ikke på proceduren. Men vi er kontakt med tyske myndigheder for at finde ud af, hvad kan vi gøre bedre, sagde Carsten Spohr.

Lufthansa-direktøren påpegede dog samtidig, at uanset hvor mange forholdsregler man tager, og uanset hvor mange sikkerhedsanordninger man installerer, så vil man aldrig kunne helgardere sig mod hændelser som denne.

- Intet system i verden vil kunne gøre det, sagde Carsten Spohr.

Facebook
Twitter