Lufthavn på Bali er lukket på tredje døgn

Den internationale lufthavn på Bali åbner tidligst i morgen lokal tid efter vulkanudbrud.

Lokale ser på vulkanen Agung, der stadig er aktiv. Eksperter mener, at et nyt stort udbrud kan være på vej. (Foto: MADE NAGI © Scanpix)

De tusindvis af mennesker, der skulle være fløjet hjem fra den indonesiske ferieø Bali de seneste par dage, må væbne sig med yderligere tålmodighed.

Det står klart, efter at den internationale lufthavn i Denpasar på Bali er blevet lukket i endnu et døgn som følge af vulkanen Agungs udbrud.

Lufthavnen er dermed lukket på 3. døgn, efter at den tidligt mandag morgen lokal tid blev lukket på grund af askeskyer.

Vulkanen gik for første gang i udbrud tirsdag i sidste uge, hvilket sendte en del aske op i himlen. Et udbrud lørdag resulterede dog i en endnu større askesky, der nu altså har lukket lufthavnen i Denpasar på tredje døgn.

I løbet af tirsdagen blev i alt 440 flyafgange aflyst på Bali. De fly skulle have transporteret flere end 59.500 passagerer.

Vulkanen Agung er fortsat aktiv, og eksperter mener, at et nyt stort udbrud kan være lige om hjørnet.

Se en 30-sekunders timelapsevideo er vulkanen Agungs udbrud:

Alarmberedskabet på den indonesiske ferieø er fortsat på højeste niveau, og omkring 40.000 mennesker er blevet evakueret fra et område i ti kilometers radius af vulkanen. I alt forventes 100.000 at skulle evakueres.

De lokale, der har forladt deres hjem, er blandt andet flygtet til mere end 200 evakueringscentre rundt om på øen.

/ritzau/

Facebook
Twitter