Efter fire dage med fredelige demonstrationer i Hongkongs internationale lufthavn, har myndighederne besluttet sig for at aflyse resten af afgangene i dag.
Driften af lufthavnen er blevet "alvorligt forstyrret som følge af den offentlige forsamling", skriver lufthavnsmyndighederne ifølge nyhedsbureauer i en meddelelse.
Meddelelsen advarer om, at veje og parkeringspladser ved lufthavnen i øjeblikket er proppet med biler, og at man derfor bør holde sig væk fra området.
Hongkongs internationale lufthavn er blandt de travleste i verden.
'Skillevej'
Samtidig med den omfattende aflysning af flyafgange, har Kinas repræsentant i Hongkong holdt endnu en tv-tale.
Talsmand Yang Guang siger, at Hongkong står ved en "kritisk skillevej" og at volden må stoppe efter to måneder med demonstrationer mod regeringen i byen, der har et begrænset selvstyre i forhold til resten af Kina.
Yang Guang roser politiets håndtering af demonstrationerne, som i visse tilfælde har udviklet sig voldeligt.
Politiet har i dag fremvist vandkanoner, som kan blive sat ind i forsøget på at kontrollere demonstranterne. Se video her:
Politiet forsvarer metoder
Politi og demonstranter stødte i går søndag sammen for tiende weekend i træk i Hongkong.
Konfrontationen var særdeles voldsom, men politiet forsvarede i dag deres metoder, som omfattede tåregas mod en togstation, politifolk udklædt som demonstranter og anklager om, at demonstranter blev skudt i øjnene på peberspraykugler på kort afstand.
Se dramatiske fotos fra søndagens sammenstød i Hongkong i billedserien:
Vicepolitikommissær Tang Ping-keung bekræftede i dag ifølge Reuters, at man har placeret betjente i forklædning blandt demonstranterne. Men han afviste, at de har deltaget i "ulovlige aktiviteter".
På samme måde blev det bekræftet, at et enkelt skud tåregas blev sendt mod en togstation for at få demonstranter til at sprede sig.
Politiet er i gang med at undersøge anklagerne om, at demonstranter er blevet beskudt med peberspraykugler fra kort afstand.