Luksusbiler stjæles og smugles til Marokko

En tysk ministerbil, der blev stjålet i Spanien, er fundet igen. Men mange luksusbiler, der stjæles på Solkysten, ender i Marokko. En dansk kvinde fortæller om de systematiske tyverier.

Luksusbiler stjæles i Spanien og køres til Marokko. en del af dem ender i Saudi-Arabien. Arkivfoto. (© colourbox)

Tyverier af luksusbiler i Spanien er blevet en industri, og mange af bilerne bliver kort efter tyveriet sejlet over Middelhavet til modtagere i Marokko. Denne lyssky trafik er igen kommet i søgelyset efter, at Tysklands sundhedsminister, Ulla Schmidt, i sidste uge fik stjålet sin ministerbil - en sort Mercedes-Benz S-klasse - på den spanske solkyst.

- Hvis du vidste, hvor mange stjålne Mercedes'er, der kører rundt i Marokko, siger en dansk kvinde, der selv har deltaget i de systematiske smuglerier af stjålne luksusbiler.

Ender i Saudi-Arabien

Kvinden, der ikke ønsker sit navn frem, fortæller Ritzau, hvordan hun personligt har været med til at smugle luksusbiler til først og fremmest Marokko, men også til Tyrkiet, hvorfra bilerne blev sendt videre til Saudi-Arabien.

Sent tirsdag blev den tyske ministerbil fundet efterladt i nærheden af havnebyen Alicante - omkring 70 kilometer fra landsbyen Dénia, hvor den blev stjålet i sidste uge. De spanske myndigheder mener, at tyvene fik kolde fødder efter den omfattende medieomtale af tyveriet af Mercedes'en.

- De biler, der bliver stjålet i Spanien, de dyre biler, bliver sendt til Marokko, siger den danske kvinde, der tre gange har smuglet stjålne luksusbiler til det nordafrikanske land.

Eksporten sat i system

Hun forklarer, hvordan eksporten af de stjålne luksusbiler er sat i system. Efter at bilen er stjålet, overdrages den til et smuglerpar - en mand og en kvinde.

- Det skal være par. Det er bedre, forklarer hun.

Forinden har de kriminelle fremskaffet falske papirer på bilen og falske nummerplader, der svarer til nationaliteten på de smuglere, der skal smugle bilen til Nordafrika.

Kører tidligt om morgenen

- Man får så bilen og kører klokken cirka fem om morgenen ned til Huelva, hvor der går en lille færge til Marokko. Det værste er, at politiet står nede ved bilen og skal se papirerne. Papirerne er jo falske og skal svare til bilen og dem, som kører den, fortæller hun.

- Jeg har også kørt til Gibraltar. Der skal man igennem tolden, men der står ikke politi ved færgen, forklarer hun videre.

Smugleriet foregår ifølge den danske kvinde også fra den spanske havneby Manilva, hvor der går en stor færge til Marokko. Men her står der repræsentanter for det internationale politisamarbejde Interpol.

- Det er kun få biler, der kommer den vej. Jeg har siddet og set nogle italienere blive taget dér, siger kvinden.

På den lille færge fra den spanske havneby Huelva er der som regel 12 biler om bord.

- Man kan straks se, hvilke der er stjålne, forklarer den tidligere smugler.

Bestikkelse med ring

Når smuglerne kommer til Marokko, sørger bestikkelse for, at de stjålne luksusbiler uden større problemer ruller i land.

- Tolderne er så korrupte. En gang måtte jeg give min ring for at få bilen igennem. Men normalt er det dem, der skal have bilen, der modtager en og får bilen gennem tolden. Det bliver tolderen selvfølgelig betalt for. Alt dette foregår stadigvæk i stor stil, siger den danske kvinde til Ritzau.

Facebook
Twitter