Måling: Verden er blevet obamofil

Demokraten Barack Obama ser ud til at være manden, hele verden går og venter på. Det viser en meningsmåling fra otte lande verden over, der alle giver Obama overvældende flertal over rivalen McCain.

Barack Obama vinder stort over McCain, når befolkningerne rundt omkring i verden bliver spurgt, hvem de ville stemme på, hvis de fik lov. (Foto: Jim Young © Scanpix)

Kun 20 dage fra præsidentvalget ligger Demokraternes Barack Obama lunt i de hjemlige meningsmålinger. Ifølge analyseinstitutterne har Obama en føring på mellem 9 og 14 procentpoint over rivalen John McCain.

Men Obama er også blevet noget nær en verdensstjerne. Han er øjensynligt blevet præsidenten, hele verden går og venter på, viser en stor meningsmåling, som otte dagblade har lavet i otte forskellige lande. Det skriver den belgiske avis, Le Soir, der selv er med i undersøgelsen.

Scweizerne mest "obamofile"

Schweizerne er allermest vilde med Obama. Her ville hele 83 procent stemme på Obama, hvis de måtte stemme, mens kun 7 procent ville stemme på McCain. Schweizerne er også dem, der er blevet mest utilfreds med USA efter Bush, viser samme måling.

Også canadierne og franskmændene er vilde med Obama med henholdsvis 70 og 68 procent af tilhængere.

De er skarpt efterfulgt af belgierne og briterne, der også har et stort flertal af Obamatilhængere.

Polakkerne mindst begejstrede

De eneste lande, hvor Obama ikke ville sikre sig et absolut flertal er i Mexico og Polen. I Mexico får Obama 46 procent og i Polen "kun" 43 procent.

Polen er i øvrigt også det land, der giver McCain den absolut højeste tilslutning med hele 26 procent.

Men billedet er ikke til at tage fejl af: Der hviler et tungt ansvar på Obamas skuldre, hvis han bliver valgt. Verden har købt hans budskab om forandring.

Facebook
Twitter