For tusindvis af danske bilister begynder kør-selv-ferien med en tur på den tyske autobahn. Indtil nu en gratis fornøjelse - måske bortset fra de småmønter, det koster at benytte motorvejens toiletter undervejs.
Men i fremtiden kan køreturen for danske bilister komme til at begynde med en vejskat. Det tyske parlament Bundestag tog i dag første skridt mod en ny afgift, der - hvis den bliver til virkelighed - vil ramme alle bilister, hvis hjul ruller på de tyske motorveje.
Vejskatten mangler dog turen gennem sidste del af nabolandets parlament - Bundesrat - hvilket ventes at tage et stykke tid.
Protester i Europa mod vejafgiften
Danske bilisters interesseorganisation, FDM, har sammen med søsterorganisationer rundt i Europa protesteret mod vejafgiften, der særligt vil ramme ikke-tyske bilister. Meningen er nemlig, at tyske bilister skal kompenseres via bil-skatten.
- Det betyder, at det i bund og grund bliver gratis for tyske bilister, siger afdelingschef i FDM, Torben Kudsk.
- Vi er meget skeptiske og forundrede. FDM mener stadig, at dette er uforeneligt med internationale traktater, der forbyder EU-medlemslandene at diskriminere på grund af nationalitet, siger Torben Kudsk.
Alt efter bilens miljøstandard kommer vejskatten til at koste mellem 15-150 kr for et 10-dages kort, forklarer FDM. Ifølge Flensborg Avis kan skatten betales via internettet eller på tankstationer lige før grænsen.
Afgifter varierer fra køretøj
Motorcykler slipper for at betale, mens f.eks autocampere skal forvente at betale den højeste tarif. Det er ‘forskelsbehandling’ mener Ralf Larsen fra Kliplev, som DR Nyheder møder, mens han fylder brændstof på sin autocamper.
- Den er jo dyr nok i forvejen. Hvis jeg skal betale en masse penge for at køre i Tyskland, så kører jeg da ikke derned. Så er der masser af andre steder, jeg kan køre hen.
- Vi plejer at køre til Tyskland efter øl og sodavand når vi er hernede, for vi har sommerhus i området. Men det ville vi helt sikkert overveje ikke at gøre, siger Lone Davidsen fra Kolding.
Ifølge FDM er det ikke selve beløbet, der er kritisk, men selve princippet bag afgiften.
- Beløbet vælter næppe et feriebudget. Men dette kan nemt føre til en ny ‘øresundstold’ rundt om i Europa, så det bliver endnu dyrere at være bilist. Bilister er i forvejen hårdt beskattede, og i de fleste lande betaler man også mere, end der investeres i vejene, siger afdelingschef fra FDM, Torben Kudsk.
Det er endnu uvist, om og hvornår vejskatten bliver en realitet. Tidligst dog fra efteråret 2017. Ifølge FDM gransker Europa-Parlamentet desuden aftalen, og det kan spænde yderligere ben for processen.