Måske tysk mission til månen i 2015

Tyskland overvejer at sende en ubemandet mission til månen om seks år. Udgifterne kan forsvares, fordi det vil give stort videnskabeligt udbytte, siger tysk minister.

Måske er der en tysk raket på vej til månen om seks år. (© ap Graphics)

En ubemandet tysk mission til månen er sandsynlig i midten af det næste årti, siger forbundsrepublikkens minister med ansvar for rumfart.

- En tysk månelanding er mulig i løbet af det næste årti, omkring 2015, siger Peter Hintze, som er minister for økonomi og teknologi. Lovforslaget skal dog først godkendes i den tyske forbundsdag.

Udgifterne er berettiget


I udtalelsen til den tyske tv-station ZDF bliver det pointeret, at månemissionen vil finde sted trods den økonomiske recession.

- En sådan mission vil koste omkring 1,5 milliarder euro, omkring 11,25 milliarder kroner, over fem år, siger Hintze og understreger, at det videnskabelige udbytte berettiger udgifterne.

Fremtiden for Jorden

- Månen er et fremragende sted for rumforskning. Månen har den største betydning, når det gælder spørgsmål om, hvordan vi kan garantere fremtiden på vor egen blå planet, siger han.