Måtte sende afvisnings-jagerfly på vingerne: Kinesiske fly krænker Taiwans luftrum

Det er første gang i tyve år, at det kinesiske luftvåben krænker den såkaldte midterlinje i Taiwan-strædet.

Et Taiwan Air Force Mirage-2000-jagerfly letter under en øvelse tidligere på året. Luftvåbnet råder også over F-16 fly og det egenudviklede AIDC F-CK-1 Ching-kuo. (Foto: TYRONE SIU © Scanpix)

Fly fra det kinesiske luftvåben krænkede tidligt i morges lokal tid Taiwans luftrum, hvilket fik øriget til at aktivere sit afvisningsberedskab.

Kina har i stigende grad forsøgt at isolere landet, som det vil have ind under folkerepublikkens faner.

Men det er første gang i tyve år, at dets jagerfly forsætligt krydser den såkaldte midterlinje i Taiwanstrædet og krænker dets luftrum, skriver CNN.

Ifølge nyhedskanalen var den slags provokationer en jævnlig begivenhed frem til 1999, men siden har der kun været en enkelt hændelse, som sandsynligvis skete ved en fejl.

Taiwans udenrigsministerium har da også reageret med vrede efter den nye episode, som medførte, at taiwanesiske og kinesiske jagerfly så hinanden an i 10 minutter.

- Det var en forsætlig, ubesindig og provokerende handling. Vi har informeret regionale samarbejdspartnere og fordømmer Kina for den slags opførsel, skriver ministeriet.

Japan fik besøg af otte kinesiske militærfly

Det var dog ikke kun Taiwan, som fik uønsket opmærksomhed fra Kina i weekenden.

Lørdag meddelte Japan nemlig, at landet havde måttet sende jagerfly på vingerne, da mindst otte kinesiske fly fløj mellem øerne Okinawa og Miyako.

Japan rapporterede besøg af fire store langdistance-bombefly, mindst to jagerfly, et spionfly og et fly udstyret til elektronisk krigsførsel, som fløj gennem Miyako-strædet, der har status af internationalt luftrum.

Kina har tidligere fløjet mellem øerne og gennemførte i 2018 en større øvelse i området med bombe- og jagerfly.

Kina har ikke reageret på Taiwans fordømmelse af den påståede luftrumskrænkelse. Men torsdag reagerede Kina på et taiwanesisk ønske om at købe nye F-16 jagere og kampvogne fra USA.

- Vi vil stræbe mod en fredelig genforening med største oprigtighed og alle anstrengelser. Men vi vil tage alle forholdsregler for at sikre national suværenitet og territorial integritet for at beskytte fred og stabilitet over (Taiwan)strædet, lød det fra en talsmand fra det kinesiske forsvarsministerium.

To rivaliserende kinaer

  • Taiwan har 23 millioner indbyggere, som er spredt på et areal lidt større end Jylland, de fleste i hovedstaden Taipei og New Taipei City.

  • Øgruppens - et par småøer hører også ind under Taiwan - officielle navn er Republikken Kina. Den blev oprettet efter opgøret med Qing-dynastiet i Kina i 1911-1912.

  • I 1949 blev nationalistregeringen dog fordrevet til Taiwan, da kommunisterne overtog det, som i dag hedder Folkerepublikken Kina.

  • Indtil 1991 var det fortsat Taiwans erklærede mål at tilbageerobre fastlandet, men det er nu opgivet. Fokus er i stedet at holde stand mod sin store nabo.

  • Både regeringen i Taipei og i Beijing ser Taiwan som del af Kina, men de anerkender ikke hinandens legitimitet.

  • I valget mellem Taiwan og Kina har størstedelen af verdens nationer valgt at have relationer med Kina, som ikke accepterer at diplomatiske partnere også har et forhold til Taiwan. Taiwan har kun 17 allierede tilbage.

  • Heller ikke Danmark har diplomatisk forbindelse med Taiwan på grund af et-Kina-politiken, men driver dog et handelskontor på øen.

Facebook
Twitter