MacKenzie Bezos giver Amazon-milliarder til velgørenhed

Efter den dyreste skilsmisse i historien donerer MacKenzie Bezos halvdelen af sin formue til velgørenhed.

MacKenzie Bezos, som er skilt fra verdens rigeste mand, Amazon-stifteren Jeff Bezos, har lovet at donere halvdelen af sin formue væk til velgørenhed. (Foto: Danny Moloshok /Scanpix © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

MacKenzie Bezos, som er blevet skilt fra verdens rigeste mand, Amazon-stifteren Jeff Bezos, vil donere halvdelen af sin formue til velgørenhed.

MacKenzie Bezos forlader ægteskabet med en formue på op mod svimlende 37 milliarder dollar, svarende til 247,5 milliarder kroner.

Hun er med donationen blevet optaget i velgørenhedsorganisationen The Giving Pledge, som ledes af to andre ultrarige filantroper, Bill Gates og Warren Buffett.

- Ud over de aktiver, som livet har givet mig, så har jeg en uforholdsmæssig stor sum penge at dele ud af, skrev MacKenzie Bezos i et brev om, at hun afgiver halvdelen af sine penge.

MacKenzie Bezos beholder 25 procent af de aktier, som parret sammen havde i deres selskab - omkring fire procent af Amazon. Men hun har afgivet sin stemmeret.

Over 200 af verdens velhavere er med i Giving Pledge, hvor medlemmerne offentligt afsiger et løfte om at donere store summer til velgørenhed. Gruppen omfatter Facebooks stifter Mark Zuckerberg, investoren Bill Ackman, Microsofts medstifter Paul Allen, CNN's stifter Ted Turner og den tidligere New York borgmester Michael Bloomberg.

Jeff Bezos, hvis formue for øjeblikket anslås til at være på over 100 milliarder dollar (omkring 669 milliarder kroner) er ikke med i Giving Pledge, men han har for nylig støttet hjemløse familier og uddannelse i fattige samfund med to milliarder dollar.

MacKenzie Bezos mødte Jeff Bezos i 1992, inden han opbyggede selskabet, og parret har fire børn.

Efter 26 års ægteskab meddelte parret i januar, at de går fra hinanden.

/ritzau/

Facebook
Twitter