Macron: Danmark er mere europæisk, end I tror

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Frankrigs præsident Macron har holdt pressemøde.

Emmanuel Macron og statsminister Lars Løkke Rasmussen under et pressemøde i Statsministeriet i forbindelse med, at den franske præsident er på officielt statsbesøg i København, tirsdag den 28. august 2018. (Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix) (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

- Den danske model er en god grund til mit besøg, fortæller Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved et pressemøde i spejlsalen på Christiansborg.

- Jeg er kommet for at få inspiration i den økonomisk og sociale model. Jeg ønsker at finde inspiration til de reformer, vi skal gennemføre i Frankrig, fortsætter Macron.

Lars Løkke Rasmussen siger, at han ser frem til Macrons nysgerrighed og til at fortælle, hvordan den danske model er blevet skabt. Macron skal mødes med de danske arbejdsmarkedsparter i morgen for at høre mere om, hvordan de kommer overens og forhandler lønforhold for offentligt ansatte.

Emmanuel Macron og hans hustru, Brigitte, er på statsbesøg i Danmark efter indbydelse fra dronningen. Besøget bliver det andet statsbesøg fra Frankrig, siden dronningen blev regent i 1972. Det første fandt sted i 1982, hvor daværende præsident François Mitterrand besøgte Danmark.

EU først?

Et andet emne, som de to statsoverhoveder har fokus på, er EU. Og selvom Danmark har sine forbehold til medlemskabet, så ser Macron ikke Danmark som mindre europæisk:

- Jeg ønsker europæiske værdier. Jeres statsminister står meget bag europæiske værdier. Jeg tror ikke, at Danmark anerkender nok, hvor europæisk det faktisk er, siger Emmanuel Macron.

Lars Løkke Rasmussen uddyber:

- Det er mærkeligt, at vi er et af de mest proeuropæiske lande i Europa, men samtidig har vores forbehold. Men Danmark og Frankrig er enige om, hvem vi vil være. Verden har mere end nogensinde før brug for et forenet Europa med en stærk, global stemme.

- Jeg siger ikke, at vi skal stemme om EU-medlemskabet, understreger Løkke Rasmussen og fortsætter:

- Men vi har brug for en debat om vores rolle i Europa, vi er nødt til at tage et større ansvar for vor egen sikkerhed.

Macrons ambition om et EU, der sikkerhedspolitisk træder ud af USA's skygge, blandt andet med fælleseuropæiske forsvarsbudgetter og sikkerhedsdoktriner, er heller ikke noget, der skaber umiddelbar begejstring i Danmark.

Men Løkke Rasmussen understreger, at Danmark også ønsker at hjælpe på forsvarsområdet.

Fra drøm til mareridt

Og Emmanuel Macron er her med en mission: Han vil overbevise danskerne om, at de lever i et fantastisk land, et drømmeland.

- Jeg håber, at I forstår, at jeres flexicurity-arbejdsmarkedsmodel og jeres velfærdsstat gør, at I lever i et ideal for Frankrig, siger Macron.

Macron har lige siden starten af sit kandidatur anbefalet, at man kigger på den danske arbejdsmarkedsmodel som et ideal for den noget rigide franske model, hvor arbejdere lidt populært sagt er ansatte for livet.

Men hvis danske tilstande er at sammenligne med en drøm, så startede Macrons dag som noget af et mareridt, og det var de franske journalister heller ikke sene til at spørge ind til.

Tidligt i morges meddelte Frankrigs miljøminister, Nicolas Hulot, at han træder tilbage på grund af skuffelse over manglende fremskridt i forhandlingerne om klimaet og andre miljøproblemer.

- Miljøministeren siger, at han ikke tror på din klimapolitik, spørger en fransk journalist.

- Jeg kommenterer normalt ikke på nationalpolitik på de her internationale ture. Men jeg håber, at vi kan bero os på hans hjælp, hvor end han skal hen nu. Det, vi har opnået på klima- og energiområdet det seneste år, er stort og ambitiøst.

Emmanuel Macron var efter sigende ikke blevet orienteret om miljøministerens tilbagetræden, ej heller var ministerens egen kone. Nyhedsbureauet AP rapporterer, at Nicolas Hulot ud af det blå trådte tilbage under et interview med radiokanalen France Inter radio. Det kom så meget bag på journalisten, at vedkommende udbrød "mener du det?"

Miljøministerens tilbagetræden kan være et hårdt slag for Macron, der hentede Hulot ind fra en stilling som klimaaktivist - han var ikke politiker.

Galla og Krudttønden

Resten af dagens statsbesøg går med en debat på Den Sorte Diamant - hvor billeterne er blevet revet væk - en sejltur i Københavns havn og gallamiddag på Christianborg Slot.

Men den franske præsident og Frankrigs ambassadør i Danmark, François Zimeray, har også på eget initiativ arrangeret en udflugt til Krudttønden. Zimeray var til stede til arrangementet, hvor Omar el-Hussein åbnede ild mod bygningen og dræbte filminstrultøren Finn Nørgaard.

Terroranslaget i København den 14. februar 2015 kom i kølvandet på terrorangrebet på det franske satireblad, Charlie Hebdo, så det franske diplomati har en forbindelse til angrebet.

DR Nyheder sender live fra både debatten i Den Sorte Diamant og gallamiddagen i aften. Følg med på DR1 og dr.dk.

Facebook
Twitter