Macron kom med opsang til Trump: Det nytter ikke noget at lukke døren til resten af verden

Nationalisme er en trussel mod global fremgang, mener den franske præsident.

USA's præsident, Donald Trump, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har i de seneste dage set meget til hinanden. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Spørger man den franske præsident, Emmanuel Macron, står verdens lande lige nu ved en skillevej.

Enten kan de vælge at isolere sig, trække sig ud af internationale aftaler og styrke nationalismen.

Eller også kan de beslutte sig for at åbne døren til resten af verden og samarbejde på tværs af landegrænser.

Og Emmanuel Macron er ikke i tvivl om, hvilken vej han og resten af Frankrig vælger.

- Det kan være fristende at isolere sig, som en midlertidig kur mod frygten. Men at lukke døren til resten af verden vil ikke forhindre, at verden udvikler sig. Det vil ikke fjerne, men derimod opildne borgernes frygt, sagde han.

- Vi bliver nødt til at holde øjnene vidt åbne for de nye farer, der er lige foran os. Jeg er overbevist om, at vi vil blive stærkere og overkomme farerne, hvis vi vælger at åbne vores øjne mere.

Brug for FN og Nato

Meldingen kom under den tale, som han her til eftermiddag dansk tid holdt for de amerikanske politikere i Kongressen.

Og selvom han i de seneste dage har både kindkysset, holdt i hånd og grint med sin amerikanske præsidentkollega, den republikanske Donald Trump, så var talen på flere punkter en skarp kritik af den nuværende politiske kurs i USA.

Hvor den pro-europæiske Emmanuel Macron tror på globaliseringen og frihandel, har Donald Trump flere gange udtrykt sin modvilje mod det internationale samarbejde og bindende handelsaftaler – og talt for at gøre USA – og ikke resten af verden – ”storslået igen”.

Donald Trump har blandt andet trukket USA ud af FN’s globale klimaaftale, som skal bremse den globale opvarmning, og han har ligeledes betegnet hele FN-institutionen som ”spild af penge”.

Den franske præsident blev mødt med klapsalver i Kongressen. (Foto: Aaron P. Bernstein © Scanpix)

Men ifølge Emmanuel Macon har verden lige nu brug for internationale organisationer som FN og Nato.

- Det er et kritisk øjeblik. Og hvis vi ikke reagerer med det samme som et globalt samfund, er jeg overbevist om, at internationale organisationer som FN og Nato ikke længere vil kunne udøve deres politisk mandat og sikre stabilitet, sagde præsident Macron.

Han understregede samtidig, at det var USA, som opfandt det multilaterale samfund, hvor stater arbejder med hinanden på kryds og tværs. Derfor bør USA også genopfinde det for at kunne skabe en verdensorden i det 21. århundrede.

- Vi skal ikke tillade, at den ekstreme og voldsomme nationalisme får lov til at ryste en verden, som er fuld af håb for mere velstand.

’USA vender tilbage til klimaaftalen’

Det er første gang, at Emmanuel Macron holder tale i den amerikanske Kongres, og han blev mødt med stående klapsalver fra både de demokratiske og de republikanske medlemmer.

I sin tale kom han også ind på problemet med fake news i medierne, Facebooks kontrol med personoplysninger og på situationen i Iran.

Donald Trump har flere gange kritiseret aftalen og truet med at forlade den, hvilket har mødt kritik fra resten af verdenssamfundet.

Her sagde Emmanuel Macron, at man ikke bør droppe den nuværende atomaftale, med mindre der kommer en mere substantiel aftale i stedet.

Derudover kom han ind på FN’s klimaaftale, som USA formelt set forlader i slutningen af 2019. Ifølge den franske præsident er der dog tale om en lille ”familiestrid”, som nok snart vil blive løst.

- Jeg er sikker på, at USA en dag vil vende tilbage og genindtræde I Paris-aftalen, sagde han og blev mødt af høje klapsalver fra de demokratiske politikere.

- Lad os indse det: Der er ingen ’Planet B’.

Emmanuel Macrons statsbesøg i USA slutter i dag.

Her holder to præsidenter hånd efter et fælles pressemøde. (Foto: LUDOVIC MARIN © Scanpix)
Facebook
Twitter