Macron om nej'et til sin kandidat: Jeg forstår ikke, hvad der er sket

De Konservative afviser, at franske Sylvie Goulard er blevet offer for et politisk spil.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, er ikke tilfreds med dagens afvisning af Sylvie Goulard. (Foto: LUDOVIC MARIN © Scanpix)

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er godt og grundigt forvirret.

I dag blev Sylvie Goulard, der var hans kandidat til den kommende Europa-Kommission, endegyldigt afvist af Europa-Parlamentet, efter at hun for anden gang var blevet udspurgt af europaparlamentarikerne.

Ved en hemmelig afstemning stemte 82 parlamentariker imod den franske politiker, der stod til at blive ansvarlig for det indre marked i den kommende Europa-Kommission, mens blot 29 stemte for.

Og det forstår den franske præsident ikke.

- Handlede det om bitterhed? Smålighed? Så længe, jeg ikke forstår det, kan jeg ikke kommentere yderligere, lød det her til eftermiddag på et pressemøde fra en synligt vred præsident.

Sylvie Goulard bliver ikke kommissær i den nye Europa-Kommission. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)

Offer for politisk spil

Det var blandt andet den kristenkonservative EPP-gruppe, der var imod Sylvie Goulard, som er en af præsidentens nære allierede.

Men ifølge Emmanuel Macron var det Ursula von der Leyen, der selv er en del af den kristenkonservative familie, som havde bedt ham om at indstille Sylvie Goulard til kommissærposten.

Og hun havde efterfølgende talt sagen igennem med formændene for de tre store grupper i Europa-Parlamentet – EPP, den socialdemokratiske S&D og den liberale Renew Europe.

- Jeg fik at vide, at 'Deres kandidat er fantastisk', lød det fra den franske præsident.

Alligevel var der ikke flertal for Sylvie Goulard, og derfor skal Emmanuel Macron finde en ny kommissærkandidat.

- Der er en, der bliver nødt til at forklare mig, hvad der er sket.

Weiss: Triste påstande

Kort inden pressemødet havde præsidentens pressetjeneste udsendt en udtalelse, hvor budskabet var noget tydeligere.

- Sylvie Goulard er blevet offer for et politisk spil, der påvirker hele Europa-Kommissionen, lød det.

I sidste uge mistede både EPP og S&D en kommissærkandidat, da henholdsvis den ungarske László Trócsányi og den rumænske Rovana Plumb blev afvist af parlamentet på grund af potentielle interessekonflikter.

Derfor var der på forhånd blevet spekuleret i, om det nu var den liberale gruppes tur til at miste en kandidat i godkendelsesspillet.

Samme melding kom fra Renew Europe, der betegner afvisningen som "smålig" og ikke objektiv.

Der er også blevet spekuleret i, om det kunne være et ‘tak for sidst’ til Emmanuel Macron, der var med til at blokere for det såkaldte spitzenkandidat-system, da EU-topposterne skulle fordeles i sommer.

Det var noget, Europa-Parlamentet havde skabt, og det mødte vrede blandt mange parlamentarikere

Men formanden for S&D, Iratxe García, afviser, at hun på forhånd havde talt med Ursula von der Leyen om kandidaterne.

Og den konservative europaparlamentariker Pernille Weiss, som selv havde fået lov til at stille et spørgsmål til Sylvie Guilard under dagens høring, afviser beskyldningerne om politisk spil.

Ifølge den danske parlamentariker handlede det om, at Sylvie Guilard har to uafklarede sager hængende over sig. Heriblandt en sag om EU-midler, som hun uretmæssigt havde brugt til at aflønne assistenter for, da hun selv var europaparlamentariker. Den bliver nu undersøgt af EU’s antisvindelenhed, Olaf.

- Det er trist, at man bruger spekulationer om politisk spil i forhold til noget, der handler om at beskytte grundlæggende retsstatsprincipper. Vi kan ikke udpege politikere til tunge poster i EU, der er under mistanke, siger Pernille Weiss.

Von der Leyen: Vi har travlt

Tidligere på dagen kom EPP-gruppen ellers ved en fejl til at sende et tweet, hvor man i baggrunden af et billede kunne skimte en intern samtale.

Her stod der, at "vi kommer til at dræbe hende under afstemningen", og tweetet blev efterfølgende slettet.

Men Pernille Weiss afviser, at afvisningen af Sylvie Guilard var besluttet på forhånd.

- Jeg klapper ikke i hænderne over sprogbruget, men intet var aftalt, siger den konservative europaparlamentariker.

Den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har her til eftermiddag udsendt en pressemeddelelse.

Hun kommer ikke ind på debatten om dagens afstemning, men understreger, at der er "så meget på spil", at alle parter bliver nødt til "at sætte farten op", så Europa ikke går i stå.

Sylvie Goulard selv har holdt sig forholdsvis tavs efter dagens afgørelse.

- I respekt for demokratiet tager jeg beslutningen fra Europa-Parlamentet til efterretning. Jeg takker den franske præsident og Ursula von der Leyen for deres tillid - samt de medlemmer, der stemte på mig, skrev hun kort på Twitter.