Macron: Vi taber snart til klimaforandringerne

Frankrigs præsident har markeret sig som frontløber med klimatopmøde, siger DR's EU-korrespondent.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron samlede tirsdag 50 ledere fra hele verden til et klimatopmøde. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

- Vi har det alle sammen godt her, men vi er i gang med at tabe kampen mod klimaforandringerne, sagde Frankrigs præsident Emmanuel Macron tirsdag aften til op mod 50 ledere fra hele verden.

Vi er igang med at tabe kampen mod klimaforandringerne

Emmanuel Macron

De deltog alle i et stort klimamøde i Paris, som var arrangeret af den franske præsident for at følge op på den store klimaaftale, som blev indgået for præcis to år siden på FN's klimatopmøde i Paris.

Mødet sluttede tirsdag aften og formålet med det var at sikre, at klimaaftalen stadig står ved magt, efter at USA trak sig fra den i sommer. Det er Emmanuel Macron lykkedes godt med, vurderer DR's EU-korrespondent Ole Ryborg.

- Han har markeret sig som frontløber på klimaområdet med det her møde, siger Ole Ryborg.

Flere penge til klimavenlige løsninger

Men Emmanuel Macron lægger ikke skjul på, at klimaaftalen ikke er nok i sig selv.

- Aftalen er skrøbelig og vi rykker ikke hurtigt nok, sagde han til klimatopmødet.

Den franske præsidents kontor har derfor præsenteret 12 internationale projekter, der skal bekæmpe klimaforandringer for hundrede millioner af dollars. Det skriver nyhedsbureauet AP.

- Der er blevet skabt et hul på 13 millioner kroner om året, efter at USA har trukket sig fra klimaaftalen, og det hul skal nu dækkes af andre, forklarer Ole Ryborg.

Flere lande og private virksomheder har sagt, at de er parate til at bruge flere penge på klimavenlige investeringer. Verdensbanken har også sagt, at den ikke vil støtte olie- og gasprojekter efter 2019.

Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde også tidligere på dagen, at han vil fordoble Danmarks støtte til FN's klimapanel.

Der blev dog ikke truffet nogle formelle beslutninger på dagens klimamøde.

Men Ole Ryborg er ikke i tvivl om, at markeringerne i dag får betydning for fremtiden.

- Når så mange i dag har sagt, at de er parate til at kaste flere penge efter kampen mod klimaforandringerne, viser det, at det her ikke bare er symbolsk, siger Ole Ryborg.