Macrons eks-livvagt: Voldsepisode var en fejl

I interview med avisen Le Monde siger præsidentens tidligere bodyguard, at han har fejlet.

Alexandre Benalla, fyret, tidligere livvagt for den franske præsident, Emmanuel Macron, siger til den franske avis Le Monde, at han 'har begået en fejl'.

Macrons regering er blevet kritiseret, efter det er kommet frem, at embedsmænd i regeringskontoret kendte til episoden og skal have forsøgt at dysse den ned.

Den 26-årige Benalla blev i første omgang suspenderet uden løn i maj. Men fredag fyrede Macron sin tidligere sikkerhedsvagt, efter sagen kom frem i medierne.

- Jeg føler, at jeg har gjort noget meget dumt. At jeg har begået en fejl (...) Jeg skulle aldrig have gået til den demonstration som en observatør, jeg skulle have holdt mig i baggrunden, siger han til avisen.

Videooptagelser af episoden er blevet bragt i flere franske medier, hvor Benalla ses komme farende hen til en gruppe politimænd, der er i gang med at slæbe en demonstrant væk. Benalla overfalder demonstranten med slag og spark.

På optagelserne kan man se, at han er iført et armbind, hvor der står politi på.

Benalla er også blevet anklaget for at have udgivet sig for at være politimand, fordi han var iført armbindet.

/ritzau/

Facebook
Twitter