Macrons løfte: Notre Dame skal være genopbygget indenfor fem år

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lover, at den brandhærgede katedral vil blive genopbygget hurtigt.

Præsident Emmanuel Macron lovede tirsdag aften i en tv-tale, at Notre Dame vil blive genopbygget i løbet af de næste fem år. (Foto: © Olivier Morin, Scanpix)

Mandag stod det franske nationalsymbol, katedralen Notre Dame, i flammer. En voldsom brand hærgede det mere end 800 år gamle bygningsværk, og flere dele af den parisiske stolthed blev slemt skadet.

Branden forårsagede store ødelæggelser i Notre Dame. (Foto: © pool, Scanpix)

Tirsdag aften lovede præsident Emmanuel Macron, at kirken vil blive genopbygget i løbet af fem år.

- Vi vil genopbygge Notre Dame, så den bliver endnu smukkere, og jeg vil have, at genopbygningen bliver gennemført i løbet af fem år. Vi kan gøre det, lovede Macron i en tv-tale til nationen.

- Det er op til os at gøre denne katastrofe til en mulighed for at komme tættere på hinanden. Den har fået os til at reflektere over, hvem vi har været, hvem vi skal være - og hvordan vi bliver bedre, end vi er nu. Det er op til os at finde den røde tråd i vores nationale projekt, sagde Emmanuel Macron blandt andet i talen.

Der skal ryddes op inden OL

Når Macron siger, at genopbygningen skal stå færdig om fem år, så vækker det mange løftede øjenbryn i Frankrig, fortæller DR's internationale korrespondent Stéphanie Surrugue.

- Præsidenten har en deadline, der hedder i OL i Paris i 2024. Så skal der ikke stå en ruinhob midt i Seinen. Derfor er det så vigtigt for ham at presse det igennem, siger Stéphanie Surrugue.

Her kan du se Notre Dame-katedralen før og under branden. (Foto: © (Foto: Colourbox.com), (c) Colourbox / Foto: © Scanpix, (c) Scanpix)

Hun tilføjer, at man kan se, hvor meget den nedbrændte katedral betyder for Macron, og franskmændene ved, at han har valgt at aflyse en længe ventet tale, som skulle have samlet op på den store runde med samtaler mellem befolkningen og de folkevalgte, Le Grand Debat, som han har sat i gang som reaktion på De Gule Vestes protester.

- På en trist baggrund øjner præsidenten en mulighed for at samle nationen omkring projektet med at genopbygge Notre Dame.

Han aflyste talen og tog i stedet til den brændende katedral.

Sent mandag aften talte præsident Macron til franskmændene:

- Det er vores historie, som står i flammer. Den vil blive genopbygget. Den er en del af vores skæbne. Vi får brug for hjælp, men vi skal nok få genopbygget kirken. Det fortjener franskmændene.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron aflyste en tale og tog direkte hen til Notre Dame, da ilden tog til. (Foto: © Philippe Wojazer, Scanpix)

Flere milliarder kroner er allerede doneret

Franske rigmænd og store firmaer har i løbet af tirsdagen doneret store beløb til genopbygningen. Over 600 millioner euro - svarende til omkring 4,5 milliarder kroner - er der indtil videre blevet doneret til det store renoveringsarbejde.

Årsagen til branden kendes endnu ikke.

Branden blev meldt mandag klokken 18.43. Flammerne nåede hurtigt katedralens tag og fik det ikoniske spir til at falde sammen.

Det lykkedes dog at standse branden, inden den bredte sig til de to forreste tårne af Notre Dame.

I de tidlige morgentimer tirsdag var branden under kontrol.

Opdateret med flere detaljer.