Madeleine McCanns forældre: Vi har ikke gjort noget forkert

Især højtiderne er svære, for så er familien samlet uden Madeleine, fortæller Kate og Gerry McCann.

Kate og Gerry McCann er også med BBC Crimewatch, når det bliver sendt mandag aften (Foto: BBC Crimewatch © BBC Crimewatch)

De giver ikke op, Kate og Gerry McCann. Utallige gange har de været i medierne med opfordringer til at fortsætte eftersøgningen af deres forsvundne datter. De nægter at tro på det værst tænkelige - at deres datter er død.

I aften er de igen på live-tv, når programmet Crimewatch bliver vist på BBC. Programmet bliver også vist på tysk TV.

Det er seks år siden, Madeleine McCann forsvandt sporløst fra en ferie på Praia da Luz på Algarvekysten i Portugal. Hun lå og sov sammen med sine tvillingesøskende på 18 måneder, imens forældrene spiste middag på en tapasrestaurant 50 meter derfra. Da Kate McCann kiggede ind i værelset, var Madeleine væk.

Men McCann-parret har også prøvet at være mistænkt for deres eget barns forsvinden. En mistanke, som de dog er renset for nu.

Værst ved højtider

- Det er ikke os, der har gjort noget galt. Det er den person, der gik ind i lejligheden og tog en lille pige væk fra hendes familie, der har gjort noget forkert, siger Kate McCann til BBC Crimewatch i et tv-klip som er frigivet inden programmet.

- Ved specielle lejligheder, når man skulle være allermest glad og Madeleine ikke er der, så gør det rigtig ondt, siger Gerry McCann.

Især Madeleines fødselsdag er svær, fortæller parret.

Hunde fandt blodspor

Madeleine McCann forsvandt i maj 2007, da hun var tre år. Det portugisiske politi lukkede efterforskningen i 2008, og samme år udgav en portugisiske politichef en bog om Madeleine McCann. En bog, hvori han skrev, at det var Madeleines egne forældre, som stod bag hendes forsvinden.

Mistanken kom blandt andet frem, fordi politiet brugte specialtrænede hunde til at gennemsøge familiens ferielejlighed. Hundene fandt blodspor, og de kunne også lugte en død person i ferielejligheden - men mistanken mod forældrene blev droppet, og man har ikke fundet beviser mod dem, som rakte til en sigtelse.

Her er den mand, som politiet leder efter. Selv om der er to tegninger er britisk politi overbevist om, at der er tale om den samme mand (© Scanpix)

Kræver en million i erstatning

McCanns har sagsøgt politichefen og kræver ifølge BBC en million pund i erstatning for injurier.

Scotland Yard genoptog efterforskningen af Madeleine, og i aften bliver nye detaljer lagt frem i programmet BBC Crimewatch. Metropolitian Police offentliggjorde to forskellige fantomtegninger tidligt mandag af en mand, som er mistænkt for at have bortført Madeleine.

Manden menes at tale tysk, og derfor er tegningerne også sendt ud i Tyskland. Dermed er der lagt op til et stort gennembrud i sagen, mener politiet.

Oplysninger får ny betydning

Fantomtegningerne er lavet på baggrund af to vidneudsagn, som mener at have set netop denne mand bære rundt på et barn, der lignede Madeleine den aften, hun forsvandt.

Oplysningerne om, at manden bar rundt på et barn er ikke nye. Men Scotland Yard tillægger dem en helt anden betydning, end politiet i Portugal gjorde.

Til BBC Crimewatch forklarer politiinspektør Andy Redwood:

- Vi har forsøgt at rulle alt tilbage til begyndelsen. Derefter har analyseret påny, hvad der er sket.

Dermed er der altså lavet en helt ny tidslinje for Madeleines forsvinden - en tidslinje som bliver vist i form af en 25 minutter lang rekonstruktion i programmet mandag aften

Facebook
Twitter