Maduros venner slår igen: Rusland, Tyrkiet og Kina bakker op om Venezuelas præsident

Blandt andet USA og Canada har rost magtovertagelsesforsøg i det sydamerikanske land.

Kinas Xi Jinping, Ruslands Vladimir Putin og Tyrkiets Recep Tayyip Erdoğan bakker op om Venezuelas præsident

Rusland fordømmer de vestlige lande, som bakker op om Venezuelas parlamentsformand, Juan Guaido, som i går udråbte sig som midlertidig præsident i landet.

Dermed udfordrede han landets officielle leder, Nicolas Maduro, som netop er blevet indsværget som præsident for anden gang, efter et valg sidste år, som blev boykottet af oppositionen.

- Maduro er det legitime statsoverhoved, lyder det i dag fra den russiske præsident Vladimir Putins sædvanlige talsmand, Dmitry Peskov, ifølge BBC.

Rusland mener, at særligt den amerikanske støtte til Juan Guaidos magtovertagelsesforsøg er ekstremt farlig og vil lede til "lovløshed og blodsudgydelser".

- Vi anser forsøget på at tilrane sig magten i Venezuela for at forbryde sig imod international ret, siger talsmanden.

Kina har lånt milliarder af dollars til Maduro

Ligesom USA, som blandt andet på grund af Venezuelas nærhed og på grund af dets store olieeksport, har store interesser i landet, har Rusland også sit i klemme.

Det anser Venezuela som en af sine nærmeste allierede i regionen og har lånt landet milliarder af dollars, ligesom det har deltaget i militærøvelser i Venezuela og solgt våben til styret.

Også Kina har gjort fælles sag med styret og bakker op om Nicolas Maduro i kølvandet på magtovertagelsesforsøget.

Her har man lånt 50 milliarder dollars - næsten 330 milliarder kroner - til Venezuela til gengæld for store dele af de næste års olieudvinding.

- Kina fastholder altid princippet om ikke-indblanding i indenrigspolitiske sager i andre lande, modsætter sig ekstern indblanding i Venezuelas indenrigspolitik, og opfordrer det internationale samfund til at sikre gode forhold, siger talsmand i det kinesiske udenrigsministerium, Hua Chunying, til lokale medier.

Min bror Maduro. Vær stærk

I Tyrkiet, som siden sidste år har rafineret og certificeret guld fra Venezuela, vakler præsident Recep Tayyip Erdogan heller ikke i sin støtte.

Han finder USA's opbakning til magtovertagelsesforsøget "chokerende".

- Vi er med jer. Min bror Maduro. Vær stærk, vi står ved jeres side, skal han have sagt i en telefonsamtale med Venezuelas officielle præsident, ifølge hans talsmand.

Parlamentsformand Juan Guaido,som nu har erklæret sig midlertidig præsident. (Foto: FEDERICO PARRA © Scanpix)

- Som et land, der tror på demokrati... Hvor end i verden, der er et kupforsøg, arbejder vi imod dem uden forskelsbehandling. Alle må respektere stemmeboksenes resultat, sagde han ifølge talsmanden.

Juan Guaido har begrundet sit magtovertagelsesforsøg med, at landet ikke har en præsident, fordi der blev svindlet under valget sidste år.

Også Bolivia og Cuba bakker op om Nicolas Maduro. Ligesom Mexico, som anbefaler parterne at mødes til forhandlinger.

Militærfolk står bag Maduro

Samtidig med støtten udefra, har flere militære ledere i Venezuelas væbnede styrker i dag erklæret, at de holder med den officielle præsident i striden om magten.

Generalmajor Victor Palacio siger ifølge AP, at han kategorisk modsætter sig enhver handling, som truer Venezuelas stabilitet.

Endnu en generalmajor, Gregorio Bernal, har offentligt bakket Maduro op, som han mener repræsenterer et uafhængigt land, som er oppe imod "imperialistisk agression".

Det står dog endnu ikke klart, om der også er kræfter i militæret, som bakker op om Juan Guaido, der har opfrodret det til at skifte side.

Venezuelas forsvarsminister, Vladimir Padrino, udtalte sig også i dag, og fastslog, at Maduro er landets legitime præsident, og at USA og andre er i gang med en økonomisk krig mod hans hjemland.

- Nationens soldater vil ikke acceptere en præsident, som er dem påduttet af dunkle interesser, eller en som har udnævnt sig selv uden lovgrundlag, siger han.

Venezuelas forsvarsminister Vladimir Padrino. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Samuelsen: Vi støtter demokratiske kræfter

Blandt andet USA, Canada og EU, samt flertallet af landene i regionen, har været hurtige til at støtte magtovertagelsesforsøget.

Det gælder også Danmark, hvor udenrigsminister Anders Samuelsen i går hurtigt var ude på Twitter med opbakning. I dag uddybede han over for DR Nyheder.

- Vi støtter op om de demokratiske kræfter, som forsøger at få taget det endelige opgør med det socialistiske misrøgt, der har været igennem mange år i Venezuela. Det har kørt landet i afgrundsdyb desperation, med en befolkning, der lider hver eneste dag, siger han.

En udbrændt lastbil efter demonstrationer i Caracas i går. (Foto: Carlos Garcia Rawlins © Scanpix)

- Den siddende parlamentsformand har et demokratisk mandat i modsætning til det styre, som desperat prøver at fastholde magten i landet, siger han.

Maduros regeringstid har været præget af en økonomi i ruiner, noget der har skabt omfattende uro i befolkningen.

Det økonomiske kaos har skabt mangel på helt basale dagligvarer, ligesom inflationen ramte 1,3 millioner procent i november.

Tre millioner mennesker menes at være flygtet ud af landet siden 2014.

Ifølge ubekræftede tal fra organisationer i Venezuela er 14 blevet dræbt i demonstrationer tirsdag og i går.

Facebook
Twitter