Mærsk-containerskib har samlet 113 migranter op ud for Italiens kyst

Migranterne har det efter omstændighederne godt, oplyser Mærsks pressechef.

Her bliver migranter løftet ombord på "Alexander Mærsk". Det er den tyske NGO "Mission Lifeline", der har taget billedet. (Foto: DANILO CAMPAILLA © Scanpix)

Containerskibet "Alexander Maersk" samlede tidligt i går 113 migranter op ud for Italiens sydlige kyst.

Det oplyser pressechef i Maersk Line, Mikkel Elbek Linnet, til DR Nyheder.

Det skete, efter at den italienske kystvagt sent torsdag aften havde bedt containerskibet om at ændre kurs.

- Et skib havde udsendt et nødsignal, så Alexander Maersk blev bedt om at indfinde sig i nærheden af det, siger han.

Lige nu venter skibet ud for Siciliens kyst, og migranterne skulle efter omstændighederne have det godt, oplyser pressechefen.

- De har sandsynligvis været på vandet i nogle dage, og det er selvfølgelig en stressende oplevelse. Både for dem i båden, og for vores mandskab på omkring 20 personer. Det er en del nye gæster at få besøg af, siger han.

Mikkel Elbek Linnet ved dog ikke, hvor længe skibet skal ligge ud for kysten.

- Nu afventer Alexander Maersk nærmere instrukser fra myndighederne i forhold til, hvad der skal ske.

Her er migranterne, der blev samlet op af "Alexander Mærsk". (Foto: DANILO CAMPAILLA © Scanpix)
Facebook
Twitter