Mafiaboss likvideret i New York

Francesco 'Franky Boy' Cali var leder af Gambinofamilien, der er kendt som en mafiaklan.

Seks skud i brystet tog i går aftes lokal tid livet af den amerikanske mafiaboss Francesco Cali.

53-årige Cali, med tilnavnet 'Franky Boy', blev skudt uden for sit hjem på Staten Island i New York.

Francesco Cali var leder af Gambinofamilien, der engang var en af de største organiserede bander i USA.

Politiet i New York har endnu ikke arresteret nogen i sagen, men det frygtes, at mordet kan være symptom på en opblusning i krigen mellem USA's største mafiafamilier.

Ifølge CNN er mordet nemlig det første på en mafiaboss i New York i 34 år.

Mord og afpresning

Francesco Cali blev betragtet som bindeledet mellem Gambinofamilien og mafiaen på Sicilien, hvor begge hans forældre stammede fra.

Han havde afsonet en kortere fængselsdom for pengeafpresning, men i modsætning til hans forgængere havde han ry for at være diskret og holde sig ude af offentlighedens søgelys.

Gambinobossen Paul Castellano blev dræbt i 1985. Mordet blev orkestreret af John Gotti, som også tilhørte Gambinoklanen, men ville have Castellanos plads som leder. Den fik han efter mordet. (Foto: MARIO SURIANI)

Hans tilbagetrukne lederstil har også skabt mindre opmærksomhed omkring Gambinoklanen i det hele taget. Men sådan har det ikke altid været.

Klanen var på sit højeste og mest magtfulde i 1970'erne og 1980'erne, hvor Paul Castellano styrede klanen med sikker hånd.

I modsætning til tidligere, hvor Gambinofamilien var berygtet for sit voldsregime, ledte Paul Castellano gruppen ind i økonomisk kriminalitet.

I 1985 blev Castellano skudt på vej ud fra en bøfrestaurant på Manhattan.

John Gotti, som ledede Gambinoklanen fra 1985 til 2001. Gotti var glad for mediernes opmærksomhed i modsætning til Francesco Cali. (Foto: DAVID BOOKSTAVER)

Manden bag mordet var John Gotti, som også tilhørte Gambinofamilien og gik under navnet 'The Dapper Don'.

Historien viser altså, at Gambinofamilien kan være sin egen værste fjende.

Hvem der står bag mordet på Francesco Cali vides endnu ikke.

New Yorks politi siger til The New York Times, at de endnu ikke har anholdt nogen i sagen, men fortsætter efterforskningen.

Facebook
Twitter