Majestætsfornærmelse er dyrt i Thailand

En thailandsk-amerikansk statsborger erklærer sig skyldig i majestætsfornærmelse af hensyn til ytringsfrihed.

(Foto: Narong Sangnak © Scanpix)

En amerikansk statsborger har mandag erklæret sig skyldig i majestætsfornærmelse i Thailand.

Forbrydelsen kan koste op til 15 års fængsel, men han har bedt USA om støtte til at blive løsladt af hensyn til ytringsfriheden.

Thailand har verdens skrappeste love om majestætsfornærmelse, og mange thailændere betragter kong Bhumibol Adulyadej som nærmest guddommelig.

Oversatte en artikel

Den 55-årige thailandsk fødte Lerpong Wichaikhammat er blevet anklaget for at bruge internettet til at formidle information, fornærmelser og true monarkiet, efter at han oversatte en artikel og lagde den ud på sin blog.

Han er også anklaget for at have videregivet et link til en kontroversiel biografi af en amerikansk forfatter om den 83-årige kong Bhumibol. Bogen er forbudt i Thailand.

- Jeg har erklæret mig skyldig, fordi ingen kan vinde sagen, siger han til medier i retten. Der er domsafsigelse 9. november.

Vil have hjælp fra den amerikanske regering

- Jeg har ikke en chance. Derfor vil jeg have den amerikanske regering til at hjælpe med at få mig løsladt. Dette er en sag om ytringsfrihed, siger Lerpong, der også går under navnet Joe W. Gordon.

Lerpong, der har både thailandsk og amerikansk statsborgerskab, er også tiltalt for at overtræde landets computerlovgivning. Da han blev anholdt i maj, nægtede han sig skyldig i alle anklager.

Kritikere siger, at lovene bliver misbrugt til at miskreditere aktivister og politikere, og antallet af majestætsfornærmelsessager. Og særligt dem, der er rejst af militæret, er eksploderet i de seneste år.

Gør den politiske atmosfære spændt

Majestætsfornærmelsesloven har været en fast ingrediens i den spændte politiske atmosfære i Thailand i de seneste fem år.

De generaler, som væltede premierminister Thaksin Shinawatra i 2006, forklarer det med hans manglende respekt for monarkiet.

Facebook
Twitter