Makedoniens første præsident er død

Kiro Gligorov, der var arkitekten bag den tidligere jugoslaviske republik Makedoniens uafhængighed, er død. Han blev 94 år.

Kiro Gligorov var tidligere højtstående embedsmand i det kommunistiske Jugoslavien, og han var Makedoniens præsident fra 1991 til 1999. (Foto: ROBERT ATANASOVSKI © Scanpix)

Kiro Gligorov, arkitekten bag den tidligere jugoslaviske republik Makedoniens uafhængighed, er død. Han blev 94 år, meddelte hans kontor mandag.

Gligorov var tidligere højtstående embedsmand i det kommunistiske Jugoslavien. Da landet brød sammen, og de forskellige republikker søgte selvstændighed, arbejdede han for Makedonien.

Bøvl med landets navn

Han blev Makedoniens præsident fra 1991 til 1999, og det lykkedes ham at holde Makedonien ude af krigene, der rasede i det tidligere Jugoslavien i første halvdel af 1990'erne.

Det lykkedes dog ikke for Gligorov at løse striden om republikkens navn. Det betyder, at landet er optaget i FN, men det er under navnet Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.

Det er sket efter modstand fra Grækenland, der har en nordlig provins, som også hedder Makedonien.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter