Malena er rejst til London udelukkende for at se begravelsen

Turister og verdensledere valfarter til London, hvilket lægger pres på de britiske hotelværelser.

Royalist Malena Berling er stået tidligt op, og det er ikke for at tage cyklen eller bilen til arbejde.

I stedet har hun sat sig på et fly fra Kastrup til London i håb om at dumpe direkte ned i den stemning, som de britiske gader har været fyldt med siden dronning Elizabeths død.

- Jeg vil gerne vise dronning Elizabeth den sidste respekt. Jeg synes, hun har gjort så meget for hele verden, siger hun.

Folk har sat sig til rette for at tage del i dagens historiske begivenhed. (Foto: Emilio Morenatti)

Malena Berling har fulgt dronning Elizabeth og det engelske kongehus i "rigtig mange år".

- Hun har altid været der. Så det, at hun ikke er der mere, er meget mærkeligt, siger Malena Berling, som mest glæder sig til at opleve stemningen.

Priser tredoblet på hotelværelser i London

Det er langt fra kun Malena Berling, der er valfartet til London forud for begravelsen, hvilket også kan ses på byens hotelpriser.

Omkring 95 procent af Londons hotelværelser var i weekenden booket forud for mandagen, hvor dronning Elizabeth II begraves.

Her lød det også fra rejsetjenesten Hotelplanner, at Londons hoteller aldrig har haft så høj en belægningsprocent, som det forventes i netop disse dage.

Den øgede efterspørgsel smitter af på priserne, og nogle steder er prisen for et hotelværelse sat op til omkring det tredobbelte.

I weekenden var meldingen, at det femstjernede hotel Goring, der ligger tæt på Buckingham Palace, udbød værelser til omkring 14.000 kroner for én overnatning fra søndag til mandag. Ugen efter er prisen 5.800 kroner.

Politiet er talrigt til stede på gaderne i London. Statsbegravelsen bliver den største sikkerhedsoperation, Londons politi nogensinde har gennemført. (Foto: TOM NICHOLSON © TOM NICHOLSON)

Selvom priserne er højere end normalt, kan man dog være heldig at finde billigere hotelværelser, hvis man søger længere væk fra slottet.

Lang liste af prominente folk er taget til London

Udover alle dem, der er taget til London for at følge begravelsen "fra gaden", så er omkring 2.000 personer ifølge BBC inviteret til selve ceremonien klokken 12.

Blandt de inviterede finder man 500 prominente personer i form af kongelige, premierministre og præsidenter.

Fra de kongelige vil vi blandt andre se dronning Margrethe og kronprins Frederik fra Danmark, kong Carl Gustaf og dronning Silvia af Sverige og kong Harald og dronning Sonja fra Norge.

Blandt verdens ledere deltager blandt andre Joe og Jill Biden, præsident og førstedame i USA, Justin Trudeau, premierminister i Canada, Jair Bolsonaro, præsident i Brasilien, Emmanuel Macron, præsident i Frankrig, Cyril Ramaphosa, præsident i Sydafrika og Droupadi Murmu, præsident i Indien.