Malta krænker asylansøgere

Ifølge en landerapport fra Dansk Flygtningehjælp udsættes asylansøgere for en lang række overgreb, når de søger asyl på Malta.

Blot tre timer fra Danmark ligger skønne og solrige Malta med masser af sol, lækre strande og oplevelser for hele familien, lyder lokkende toner fra rejsebranchen.

Det er imidlertid helt andre forhold, når man som asylansøgere vader i land på Middelhavsøen ifølge en ny landerapport, som Dansk Flygtningehjælp for første gang har offentliggjort om et modtagerland i EU's asylsystem.

Asylansøgere udsættes for vold

Ifølge rapporten bliver ansøgere nemlig udsat for systematiske fængslinger, vold, racisme og nedværdigende behandling, når de søger asyl på Malta. Det skriver Politiken mandag.

- Beskrivelserne i landerapporten stiller alvorlige spørgsmålstegn ved EU's Dublinforordning, som bestemmer, at Danmark og de øvrige medlemslande kan sende asylansøgere tilbage til det land, hvor de første gang satte foden på jorden, siger Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp, til Politiken.

Danmark har et ansvar

Tidligere har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol standset medlemslandenes tilbagesendelse af asylansøgere til Grækenland, fordi landets asylsystemet reelt var brudt sammen. Nu bør Danmark overveje sin praksis i forhold til Malta, mener Eva Singer.

- Afgørelser fra menneskerettighedsdomstolen viser, at landene har ansvaret for at undgå, at en person bliver udsat for overgreb. Hvis Danmark sender en person tilbage til Malta vel vidende, at hans menneskerettigheder vil blive krænket, så har Danmark ansvaret for ikke at bringe ham i den situation, siger hun til Politiken.

Justitsminister Karen Hækkerup har, meddeler hun, ikke mulighed for at kommentere landerapporten.

/ritzau/

Facebook
Twitter