Malta sætter EU-statsborgerskab til salg

Statsborgerskabet giver samtidig ret til at arbejde og opholde sig i Danmark og de 27 andre EU-lande. Andre EU-lande har tilsvarende ordninger.

(Foto: © imagesef, Scanpix)

I fremtiden kan alle med 650.000 euro i tegnedrengen blive statsborgere i EU.

Tirsdag vedtog Maltas parlament en ordning, hvor enhver kan købe sig til et statsborgerskab i Middelhavsnationen.

Men statsborgerskabet, der koster godt 4,8 millioner kroner, er samtidig en adgangsbillet til at bo og arbejde i Danmark og de 27 andre EU-lande, da Malta er med i Schengen-samarbejdet.

Det skriver Malta Today.

220 millioner kroner i statskassen

Ordningen skal lokke investorer og andre til, der kan tjene penge til Malta.

Premierministeren Joseph Muscat regner med, at statskassen kommer til at vokse med godt 220 millioner kroner hvert år.

Det svarer til, at 45 mennesker køber sig et pas til hele EU.

Malta har hyret et af verdens største konsulentvirksomheder, Henley and Partners, til at administrere ordningen. De forventer 200-300 ansøger hvert år.

Regeringen understreger, at ansøgere vil blive nøje gransket, og at alle med kriminelle forbindelser vil blive afvist.

"En sort dag for demokratiet"

Oppositionslederen Simon Bussuti kalder afstemningen "en sort dag for demokratiet" og overvejer at samle underskrifter ind til at gennemtvinge en folkeafstemning om loven.

Befolkningen er med ham. Mere end halvdelen af Maltas 400.000 borgere raser mod ordningen, viser en meningsmåling i onsdagens Malta Today.

De forlanger, at statsborgerskabet knyttes til krav om betydelige investeringer frem for at ende som et engangsbeløb fra en hvilken som helst ansøger.

Det samme gør oppositionen. De er bange for, at Malta blot ender som et skatteparadis på linje med lande i Caribien.

Andre EU-lande gør det samme

Men Muscat afviser befolkningens og oppositionens kritik og siger, at andre EU-lande har ordninger af samme art.

Lande som Grækenland, Spanien og Ungarn prøver med opholdstilladelser i bytte for store pengebeløb at lokke investorer til. Dermed kan de omgå EU's regler for asyl og indvandring.

Maltas ordning kaster et statsborgerskab med i handlen. Men selv med en opholdstilladelse kan personer rejse frit i alle Schengenlande.

Investorer frem for fattige afrikanere

Malta har sammen med Italien og Grækenland taget imod hovedparten af de illegale flygtninge, der de seneste årtier er strømmet ind i EU.

Øriget, der med 400.000 beboere på det halve af Bornholms areal er et af verdens tættest befolkede lande, ligger mellem Italiens fastland og Afrika.

Set som en bagdør til Europa smugler bander ludfattige immigranter i ophugningsklare fartøjer fra Afrika til Europas kyster, hvor de kan prøve at etablere et nyt liv i EU.

Men nu vil Malta have fat i mennesker, der kan tjene penge ind og investere i østaten.