Man skal ikke straffes for ”20 minutters action”: Ny sag puster til voldtægtsdebatten i USA

Et seksuelt overgreb, en seks måneders dom, ingen lyst til bøffer og en følelsesladet vidneforklaring sætter ild til sociale medier.

Den nu dømte 20-årige var en del af svømmeholdet på det prestigefyldte Stanford University før overgrebet. (Foto: Noah Berger © Scanpix)

Elitesvømmer fik kun ”2o minutters action" ud af en bevidstløs pige, og nu har han ikke engang lyst til at spise bøf.

Sådan kan man ifølge flere forargede amerikanere opsummere, hvad de mener er et eksempel på det, nogle kalder "voldtægtskultur" på de amerikanske universiteter.

Stormen begyndte i torsdags, da en 20-årig tidligere elitesvømmer fra det prestigefyldte Stanford University blev sendt seks måneder bag tremmer – hvoraf han højst sandsynligt slipper for de tre af månederne. Forbrydelsen var et overgreb på en bevidstløs kvinde til en fest på universitetet. Straframmen for forbrydelsen strakte sig helt op til 14 år. Anklageren gik efter seks år.

Den milde dom er blevet kritiseret af såvel den lokale anklagemyndighed såvel som befolkningen, der med en underskriftindsamling kræver, at sagens dommer fratages den sorte kappe. Men det er især to tekster, offentliggjort efter domsafsigelsen, der har sat bølgerne i gang, skriver blandt andet The Guardian.

Far: Hans liv er smadret

Den første er et brev fra den dømte elitesvømmers far, der bønfalder dommeren om en betinget dom, da sønnen ”allerede har betalt en høj pris for 20 minutters action”. The Guardian bringer et uddrag af brevet, der ifølge avisen blev læst højt i retten.

- Han vil aldrig være den samme løsslupne dreng med afslappet personlighed og indbydende smil. Hvert eneste vågne minut er præget af bekymringer, angst, frygt og depression, skriver faderen.

Dernæst forklarer han, hvordan sønnen ikke engang længere har lyst til ribeye-bøffer, men at han kun spiser "for at overleve".

- Dommen har smadret ham og vores familie på så mange måder. Hans liv vil aldrig være det, han drømte om, og som han har arbejdet så hårdt for at opnå. Det er en høj pris at betale for 20 minutters action ud af hans 20-årige lange liv.

Bemærkningen om den manglende appetit og de 20 minutters action blev ikke godt modtaget i cyberspace.

Lauran Duca skriver i et tweet, der er blevet delt over 5.000 gange:

- VOLDTÆGTSKULTUR: (......) far er trist over, at han kun fik 20 minutters action, og ikke engang længere kan lide bøffer.

Et andet populært tweet stammer fra John Hodgman:

- Det er total mangel på selvbevidsthed og kontekst, der gør faderens udtalelse så skræmmende. Dummeste far-privilegie.

Overgrebsmanden var en dygtig svømmer

Den anden tekst stammer fra offeret: En nu 23-årig kvinde.

Forklaringen er blevet kaldt "den mest velformulerede og bevægende" offerforklaring, som anklagemyndigheden nogensinde har hørt.

- Du kender mig ikke, men du har været oppe i mig, og det er derfor, vi er her i dag.

Sådan starter brevet, som hun læste højt for sin overgrebsmand i retten, før den omstridte dom blev læst højt. Brevet er blevet trykt i det amerikanske netmedie Buzzfeed, der har fået det overleveret af kvinden selv.

Her forklarer hun, hvordan lillesøsteren overbeviste hende om at tage til en fest. En fest, der først endte, da hun næste morgen vågnede op på hospitalet - øm med skrammer på kroppen, uden trusser i hospitalstøj. Hvad der helt præcist var sket, måtte hun selv læse i en artikel, mens hun var på arbejde.

- I den læste jeg for første gang om, hvordan jeg var fundet bevidstløs med rodet hår, halskæde viklet om halsen, BH trukket ud af kjolen, der var trukket af over mine skuldre og trukket af over livet. At jeg var totalt nøgen hele vejen ned til mine støvler – benene spredt. At jeg var blevet penetreret af et fremmed objekt af en, jeg ikke genkendte.

I artiklen stod der, hvordan overfaldsmanden havde sagt, at hun kunne lide det.

Nederst i artiklen havde journalisten oplistet overfaldsmandens svømmetider.

At den unge mand på grund af sine hårde træning var blevet så dygtig en svømmer, at han havde fået et legat, blev også nævnt i forbindelse med strafudmålingen.

En detalje, der ifølge mange kritikere viser, hvordan privilegerede hvide fra landets universiteter ofte slipper for let med den undskyldning, at de er mønsterborgere med en lysende fremtid foran sig.

En af dem er Louisa Curry:

- Jeg ser et mønster i voldtægtskulturen, der antyder, at kvinder har en fortid, mens mænd har potentiale.

Citatet deles bredt på sociale medier.

https://twitter.com/GemmaAnneStyles/status/739766202092883968

Anklager: Der skal ikke gøres forskel på voldtægter

Mange mener, at voldtægter, der finder sted på de amerikanske universiteter, ikke behandles som øvrige voldtægter i samfundet. Heriblandt anklageren.

- Overfaldsmanden tager ikke ansvar, han viser ingen anger og har ikke fortalt sandheden. Dommen tager ikke højde for sagens alvor ved dette seksuelle overfald eller offerets traume. En voldtægt på campus er ikke anderledes end en voldtægt uden for campus. Og jeg vil behandle sagen som sådan, skriver anklager Jeff Rosen som svar på dommen.

På selve universitetet har 255 studerende og forældre skrevet et brev til dommeren, der kræver, at den nu tidligere studiekammerat straffes for forbrydelsen.

- Seksuelt overfald er i strid med loven - Uanset social status

Voldtægtssagerne på de amerikanske universiteter er måske ikke nogen ny ting, men fænomenet har fået øget opmærksomhed de senere år, hvor flere sager har været fremme. I flere tilfælde har ofrene selv fået skylden, og flere universiteter er blevet beskyldt for at dække over problemet.

Mange af sagerne har været centreret omkring de såkaldte "fraternities" eller "frats", der er studenterforeninger bestående af mænd. Historier om kædemails, der underviser i at narre "voldtægtsguf", et broderskab med øgenavnet "voldtægtsfabrikken" eller sloganer som "Nej betyder ja, ja betyder anal" har været heftigt debatteret i medierne.

Overgrebet begået af den nu tidligere Stanford-studerende foregik også til en fest ved et af broderskaberne, Kappa Alpha, bag en container. Faktisk viser en undersøgelse fra 2007, at sammenlignet med de øvrige studerende, er der tre gange så mange mænd i studenterforeningerne, som begår voldtægt.

Lige nu spreder brevene fra offeret og den dømtes far sig som en steppebrand på de sociale medier. Flere steder bliver de holdt op mod hinanden som et eksempel på, hvordan overgrebsmanden bliver gjort til offer.

Mens kvinderne ofte går fra retten med en følelse af, at de ikke er blevet taget seriøst.

Det samme gør sig gældende for det nu 23-årige offer, der blandt andet afslutter sit brev med dette afsnit:

- Hvis en førstegangskriminel fra en underprivilegeret baggrund blev anklaget for tre lovovertrædelser og ikke viste vilje til at tage ansvar for sine handlinger, men undskyldte sig med alkohol - hvad ville dommen så være? At han (navn udeladt, red.) var en atlet fra et privat universitet bør ikke ses som ret til mildhed, men som en mulighed for at sende beskeden: Seksuelt overfald er i strid med loven. Uanset social status.