Mand falder ud af fly over London - og lander i butik

Og det er faktisk ikke første gang, at det sker i Vestlondons rigmandskvarter.

British Airways har flere gange oplevet at have blinde passagerer med mod lufthavnen Heathrow i London. Her er det et Boeing 747, der i regnen lettet fra lufthavnen. (Foto: ANDY RAIN © Scanpix)

En mand er faldet ud af et fly over London og landet i en butik i Richmond, der er en grøn og velhavende del af London.

Den ukendte mand meldes død.

Derudover er der rapporter om endnu en mand, der er faldet ud af samme fly, men som har overlevet det lange fald.

Sprang på i Sydafrika

De to var blinde pasagerer og menes at have klynget sig til et British Airways-fly, mens det fløj mere end 9.000 km fra Sydafrika til London.

- Klokken 09.35 modtog vi et opkald om, at et lig var blevet fundet på Kew Road i Richmond. Ambulance og politi fandt en død mand på taget af en forretning, siger en talskvinde fra Scotland Yard til den britiske avis the Guardian.

Hvor den anden mand blev fundet, er politiet tavse med. Men han er i en kritisk tilstand, og hans identitet er stadig ukendt.

Skjuler sig bag landingshjul

Den slags dødsfald sker heldigvis ganske sjældent.

Men det er faktisk sket før, at blinde passagerer er faldet i døden fra et fly og landet på de grønne gader i Vestlondon.

Som oftest skjuler de sig i landingsstellet, hvor det er nemmest at komme ind, men hvor de samtidig er udsat for kulde og al slags vejr under flyvningen.

De fleste dør af netop kulde og iltmangel.

Ses i Londons gader af og til

En af de mere kendte kom fra Afrika for snart tre år siden.

I september 2012 døde 26-årige Jose Matada, da han faldt ud af landingsstellet på et fly, der kom fra Angola.

En obduktion konkluderede, at han havde overlevet det meste af den 12 timer lange tur i temperaturer ned mod minus 60 grader.

Han var dog formodentlig død eller nær ved, da han ramte jorden.

Omvendt har en teenager overlevet en kort flyvetur til Nigerias hovedstad Lagos, mens en 21-årig mand overlevede en kort flyvning i Indonesien.

De skriver den britiske avis The Telegraph.

Facebook
Twitter