Mand padler stående fra Californien til Hawaii på 76 dage

Spanske Antonio de la Rosa padlede stående i 76 dage over 4000 kilometer fra San Francisco til Hawaii.

Den spanske eventyrer Antonio de la Rosa er den første til at krydse Stillehavet på et paddleboard.

Det tog 42-årige Antonio de la Rosa fra Valladolid i Spanien 76 dage at padle over 4000 kilometer fra San Francisco i Californien til Hawaii i Stillehavet. Det skriver nyhedsbureauerne AP og AFP.

På sin lange rejse oplevede spanieren alt slags vejr på sit 6,4 meter lange hjemmelavede paddleboard, herunder orkanen Flossie, der passerede blot 200 kilometer fra ham. Han kom frem kun ved brug af vinden, havstrømmen og sine armkræfter.

De la Rosa overlevede ved at spise tørkost og fiske undervejs på ruten.

Den spanske eventyrer fortæller, at han padlede mellem otte og ti timer hver dag, men var konstant træt, da han skulle vågne en gang i timen for at holde øje med sit udstyr.

- Jeg elsker det, fordi det er hårdt, siger han ifølge AP.

Spanierens paddleboard har en lille sovekahyt, skraldespande og solpaneler til de elektriske apparater.

De la Rosa har tidligere padlet stående i 141 dage over 3500 kilometer, da han sejlede rundt om kysten på den iberiske halvø.

/ritzau/