Mandag blev en russisk region angrebet: 'Det ligner et forsøg på ukrainsk hybridkrig'

Et angreb har fundet sted. Resten af historien kan Ukraine og Rusland ikke blive enige om.

Den russiske oppositionsgruppe Frihed for den Russiske Legion har taget ansvar for mandagens angreb i Belgorod. Arkivfoto fra Ukraine. (Foto: © LIBKOS, Associated Press)

Mandag eftermiddag lød der meldinger om, at den sydvestlige russiske region Belgorod havde været under angreb.

Ifølge regionens guvernør havde sabotører fra Ukraine krydset grænsen til Rusland og angrebet på russisk grund.

Men den anklage blev straks afvist fra ukrainsk side. Man bekræftede, at et angreb havde fundet sted i den russiske region, der grænser op til Ukraine, men det var ikke ukrainske sabotører, som stod bag.

I stedet lød meldingen, at det var to russiske oppositionsgrupper, som stod bag angrebet.

Og de to modstridende forklaringer ligner mest af alt forsøg på ukrainsk hybridkrig, lyder det fra Yevgeniy Golovchenko, som er adjunkt ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og en del af Sodas, et tværfagligt samfundsvidenskabeligt center på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Han har fokus på desinformation og propaganda.

- Det ligner et forsøg på ukrainsk hybridkrig og et psykologisk pres, siger han.

Belgorods guvernør, Vjatsjelav Gladkov, siger at FSB – den føderale sikkerhedstjeneste i Rusland – har slået angrebet tilbage, men at det endnu ikke er sikkert at vende tilbage til området. (Foto: © SPUTNIK, Ritzau Scanpix)

Russere eller ukrainere?

Det er ikke første gang, at der har været skud og eksplosioner i Belgorod. Den russiske region grænser nemlig op til de ukrainske regioner Luhansk og Kharkiv. Luhansk er en af de fire regioner, som Rusland under krigen har gjort krav på efter såkaldte folkeafstemninger.

Afstemninger, som Ukraine og Vesten fordømmer og ikke anerkender.

Det var også i Belgorod, at der i april var en eksplosion, som sårede to mennesker og lavede et stort krater i byen. Dengang sagde Rusland, at et af deres egne kampfly havde tabt ammunition over byen.

Under mandagens angreb er otte personer kommet til skade, hvoraf to af dem er på hospitalet, lyder det fra Belgorods guvernør. Han siger også, at eksplosionerne og kampene har skadet tre huse og en lokal administrativ bygning.

Senere lød det fra guvernøren, at en kvinde døde under evakueringen fra området, og tirsdag morgen opfordrer han fortsat de evakuerede borgere i området til at holde sig væk.

- Vi afventer afslutningen af den antiterroraktion, der blev annonceret i går, skriver guvernør Vjatsjelav Gladkov på beskedtjenesten Telegram.

De store russiske statsmedier var relativt tavse i timerne efterfølgende, siger Yevgeniy Golovchenko, som primært har kunne følge med på sociale medier, hvor der var flere meldinger om, at der var sket noget i den russiske region.

I Ukraine lød meldingen, at man var klar over angrebet, men at det var de to russiske oppositionsgrupper, Frihed for den Russiske Legion og Ruslands Frivillige Korps, som stod bag. Og de to grupper består kun af russiske statsborgere.

Det røde område er den russiske region Belgorod.

Frihed for den Russiske Legion har selv taget ansvar for angrebet. Det er en gruppe som angiveligt består af russiske afhoppere, der støtter Ukraine, og som vil vælte den russiske præsident, Putin.

De har netop lagt en video på Twitter, hvor de blandt andet siger:

- Det er på tide at sætte en stopper for Kremls diktatur. Tak til alle dem, der støtter os. Din støtte er det, der hver dag minder os om vores endelige mål på Den Røde Plads. Vær modig, og vær ikke bange, for vi kommer hjem. Rusland vil være frit.

Et psykologisk pres på Rusland

Omfanget af mandagens angreb er fortsat ukendt. Der florerer en række videoer på sociale medier med pansrede køretøjer, som ikke er bekræftet. Andre videoer viser angrebshelikoptere og tungere militært isenkram.

Men hvis det ér Ukraine, som står bag angrebet – eller har en finger med i spillet – så kan det meget vel være et ukrainsk forsøg på at skabe utryghed hos russerne, vurderer Yevgeniy Golovchenko

- Meningen med det kan være at presse russerne psykisk, skabe forvirring, kaos og panik, siger han.

Det var også i Belgorod der i april var en eksplosion, som lavede et stort krater i byen. (Foto: © Uncredited, Associated Press)

Yevgeniy Golovchenko sammenligner det med samme metode, som russerne brugte, da de annekterede Krim-halvøen tilbage i 2014. Dengang afviste Rusland flere gange at stå bag angreb, og de modstridende meldinger fra Rusland og Ukraine skabte stor forvirring i Ukraine og resten af Vesten.

- Hvis det kan lykkes for Ukraine at skabe panik omkring, hvad der sker i Rusland, så kan det jo i sidste ende stille Rusland overfor et dilemma: Skal man trække tropper tilbage fra Ukraine for at beskytte sine egne regioner, eller skal man lade dem stå, som de gør nu, siger han.