Manden bag AirAsia: Reality-vært, milliardær og ejer af en Premier League-klub

Tony Fernandes forvandlede AirAsias flypark fra to til mere end 80 fly og har haft fart på alverdens karrierer. Søndag blev ramt han af sit "værste mareridt".

Tony Fernandes uden den karakteristiske, røde AirAsia-kasket taler til journalister, efter hans selskab har mistet kontakten til et fly med 162 personer ombord. (Foto: BEAWIHARTA © Scanpix)

Reality-vært, milliardær, personlig ven med Richard Branson og ejer af en Premier League-klub. Og manden bag det boomende AirAsia, som søndag mistede et af selskabets fly fra radaren.

Siden Tony Fernandes i 2001 købte det gældsplagede AirAsia af den malaysiske stat, har han ikke bare gjort sit selskab til en boomende succes, men også sig selv til mega-kendis i det asiatiske land.

Tony Fernandes er født i Kuala Lumpur, men har gået på kostskole og senere læst økonomi på universitetet i England. Her arbejdede han i musikindustrien, men ifølge ham selv ledte en drøm om at kunne komme billigt hjem til Malaysia fra kostskolen ham til et køb af AirAsia.

Ingen erfaring med flybranchen

Den dengang 37-årig malaj nåede at være regionalchef for Warner Music, men havde ikke store tanker om musikindustrien, da den ikke formåede at omfavne mulighederne ved internettet. Så selv om han ikke havde nogen erfaring med flybranchen, købte han AirAsia.

- Det var lidt ligesom at stikke fingeren op i luften og håbe på det bedste. Men vi var gode marketingsfolk fra musikindustrien … vi kastede os bare ud i det og følte markedet og sagde: hvis du skærer halvdelen af billetprisen, så er der et enormt uudnyttet marked, sagde Tony Fernandes til BBC i 2010.

I måden at brande sig selv såvel som sit selskab på bliver Tony Fernandes sammenlignet med sin tidligere chef fra Virgin Group, Richard Branson, og selv farverne i de to selskabers logoer er de samme.

Fra to til mere end 80 fly

Sidste år viste de to rigmænd sågar deres særlige venskab frem for offentligheden, da Richard Branson efter et tabt væddemål mellem de to måtte iklæde sig kvindelig AirAsia-uniform og give den som stewardesse.

Men selv om Richard Branson og Tony Fernandes er tætte, og briten siges have lært malajen et par tricks, ser inspirationen til AirAsias strategi mere ud til at komme fra de europæiske lavprisselskaber, som fuldkommen har ændret ruterne og adgangen til billige billetter på det gamle kontinent.

Ifølge Reuters købte Tony Fernandes det gældsramte AirAsia med kun et par fly for blot et par kroner. 14 år senere driver den 50-årige malaj et selskab med mere end 80 fly, der flyver omkring 30 millioner mennesker til 100 destinationer rundt i regionen.

Ejer af Queens Park Rangers

Tony Fernandes foretrækker jeans og en rød AirAsia-kasket frem for jakkesæt. Men det træk handler om størrelsen på pengepungen, for med en personlig formue fire milliarder kroner er han Malaysias 28.-rigeste, og han har som mange andre milliardærer kastet sig over dyre hobbyer.

Han har tidligere ejet et Formel 1-hold uden succes, og i 2011 overtog han ejerskabet af Premier League-klubben Queens Park Rangers, hvor han har modtaget stor kritik for at kaste enorme lønsummer efter spillere, der ikke har leveret på banen.

Værste mareridt

Hjemme i Malaysia er Tony Fernandes vært på den lokale udgave af det britiske reality-show 'The Apprentice', hvor deltagerne kæmper om at få lov til at arbejde sammen med ham.

Men alt det er sket før søndag den 28. december, hvor et af Tony Fernandes fly med 162 personer ombord forsvandt fra de indonesiske radarer.

- Det her er mit værste mareridt, skrev Tony Fernandes.

Facebook
Twitter